Om dengang at Vigga fik RS-virus

Dette er bliver nok en af de mest personlige indlæg som jeg nogensinde kommer til at skrive. Selvom jeg tidligere har delt vores fertilitetshistorie, mit graviditetsforløb og historien om at føde Vigga for tidligt, så kan det slet ikke sammenlignes med hvor frygteligt det var da hun fik RS-virus.

Det er faktisk 2 år siden, men det var en virkelig traumatiserende oplevelse og jeg har på ingen måde været klar til at dele den. Selvom det måske virker irrelevant at dele den så længe efter, så tror jeg at denne historie, ligesom alle de andre, har stor betydning for hvordan både Ea og jeg er som forældre..

Vigga er født 2 måneder for tidligt. Da vi nåede omkring hendes termin var vi blevet udskrevet fra Hvidovre, hun havde fået fjernet sonden, hun tog på som hun skulle og vi var endelig blevet den familie som vi havde drømt om. Lykken blev dog kort for hurtigt blev Vigga syg. Det startede med en forkølelse og lidt hoste. Jeg var i forvejen meget bekymret for om hun trak vejret som hun skulle og dette forværrede min bekymring betydningsfuldt. Derfor var jeg hurtig til at komme til læge med hende. De beroligede mig dog og fortalte at det var var en virus og at hun nok skulle blive hurtig frisk igen. Så gik der et par dage, hvor vi var syge af bekymring og hvor Viggas tilstand forværrede en del. Hendes vejrtrækning blev mere besværet, hun blev meget sløv at se på og alt inden i mig skreg at noget var helt forkert. En nat blev jeg virkelig bekymret for hende og ringede derfor til lægevagten som kom hjem til os efter et par timer. Han lyttede og konstaterede at det blot var en virus. Derudover sagde han noget med at vi skulle give hende godt med tøj på og sidde med hende i altandøren. Det gjorde vi så ikke. Nå men... Et par timer efter er vi stadig meget bekymrede og vi opdager at hun er begyndt at få indtrækninger. Derfor ringer vi straks til egen læge. Da vi fortæller at hun har indtrækninger tror sygeplejersken vist at vi er fuldstændig skøre. Hun går dog med til at give os en akut tid - dog ikke hos en læge, men hos en af de andre sygeplejersker. Da vi kommer ind til hende får hun kigget på hende må hun give os ret i at hun har tydelige indtrækninger. Hun henter derfor hurtigt en læge. Lægen kan konstatere det samme og siger at vi straks skal køre til Hvidovre hospital. Han mener ikke at der er grund til at vi skal i ambulance, men det skal gå lidt stærkt. Så hjem med os for at ringe til Eas far der hurtigt kommer efter os.

Ude på Hvidovre børneafdeling får vi af vide at der er en del ventetid. Vi bliver isoleret i et rum, da Vigga stadig er meget lille og at hun ikke skal udsættes for eventuelle smittefarer. Kort tid efter kommer der en sygeplejerske ind og i det hun kommer ind er jeg ved at amme Vigga. Hun fortæller at hun sidder os i ventegruppe 3 (som åbenbart er sådan en hvor man venter længe), da hun ikke mener at Vigga har det tilstrækkelig dårligt fordi hun kan amme. Jeg forsøger lidt at overbevise hende om noget andet, men uden held. Efter lidt tid skal vi have skiftet Viggas ble og imens Ea skifter den får hun et hosteanfald (som hun har haft mange af de sidste dage). Denne gang kaster hun dog op over det hele og jeg kan virkelig se på hende at hun har det dårligt. Derfor går jeg ud og spørger en sygeplejerske om hun ikke lige kan komme ind og kigger på hende, hvilket hun gerne vil. Jeg går tilbage, venter og Vigga kaster op igen. Sygeplejersken er stadig ikke kommet og jeg går derfor ud igen og siger meget bestemt (hvilket er meget ulig mig) at NU har hun det altså VIRKELIG dårligt og de må komme og kigge på hende. Sygeplejersken følger med mig, siger det kan jeg godt se - følg med mig og der starter de værste timer i mit liv.

Jeg ved ikke, hvordan hun gør det. Men jeg kommer rendende bag sygeplejersken og på vejen ind på en akutstue får hun samlet Gud ved ikke hvor mange mennesker. Vigga bliver lagt på en briks, alt tøjet kommer af hende og får maske og overvågningsudstyr på. De finder hurtigt ud af at hun slet ikke  kan ilte sit blod selv. Jeg kan stadig huske følelsen af at stå inde på stuen. Jeg hulkede som et lille barn og har aldrig været mere bange for at miste hende. Jeg forstod ingenting andet end der stod 4 mennesker og "arbejdede" på min lille pige. Lige dér mærkede jeg for første gang, hvor højt jeg elskede hende og at hun betød alt for mig. Jeg var helt færdig, men stod og holdt hende i hånden igennem det hele. Der var mange læger forbi for at tage stilling til, hvad de skulle gøre med hende. Men de besluttede at fordi hun kun lige var nået hendes termin at hun skulle ned på neonantal. Vi aftalte at jeg skulle bære hende i armene og så ville sygeplejerskerne holde udstyret. Turen ned er lille, men virkede meget lang. Hun fik mange SAT fald undervejs og det var slet ikke noget som skræmte mig. Det var jeg jo vant til fra neonantal. Men det var sygeplejersken fra børneafdelingen vidst ikke for hver gang hun fik et SAT fald gik hun nærmest i panik. Hun stoppede begyndte at "ruske" i Vigga og stimulere hende for at få hende til at trække vejret igen. Det er svært at forklare, men det virkede meget voldsomt og Ea og jeg blev meget bekymrede.

- Forsættelse følger - 

Mallorca part 1

Vi er hjemme igen og så er det, selvfølgelig, tid til en update her på bloggen. I mit sidste indlæg nævnte jeg, at jeg havde taget vores Ipad med og ville forsøge at få blogget dernede. Det fik jeg ikke gjort og det er der en ganske god grund til....

Vi skulle være i lufthavnen lørdag klokken 06.30, da vi skulle hente en airshell og vi kan generelt godt lide at være i lidt god tid. Vi skulle flyve klokken 08.50. Da vi har fået afhentet airshellen og har checket ind på check-selv maskinen står vi og basker med kufferter, klapvogn og airshell for at sætte baggagemærkater på. Pludselig udbryder Ea: "Hvor er rygsækken?!!!". Vi kunne temmelig hurtigt konstatere at den var pist væk. Ea havde sat den fra sig, da hun skulle sætte mærkat på en kuffert og så er der simpelthen nogen som har snuppet den, selvom den stod lige ved siden af hendes ben.

Vi blev helt vildt forvirrede og irriterede, men holdt hovedet koldt for Viggas skyld. Vi måtte lige hurtigt gennemgå sammen, hvad der lå i tasken og det var heldigvis ikke noget vi ikke kunne leve uden på ferien (troede vi på det tidspunkt). Dog var dyr rygsæk, ipad 4, Ray Ban solbriller, Modström cardigan, 2 par briller (mine og Eas ekstra), Eas medicin (hun har colitis), noget af Viggas tøj, BECO bæresele og nogle småting gået tabt. Tyvene havde godt nok været heldige for der har ligget for en små 20.000 kroner i den rygsæk!

Heldigvis var vi jo kommet i god tid, så vi måtte styrte ned til politiet og anmelde tyveriet. Vi var så de 5. den morgen som skulle anmelde tyveri og alle tyverierne var forgået i præcis det samme område, hvor vi stod. Politiet og en venlig dame fra SAS informerede os om, at der vidst have været en del problemer med en gruppe østeuropæer som havde opholdt sig i lufthavnen om natten.

Ea var så ked af det og vred på sig selv og jeg forsøgte virkelig at berolige hende. Vi havde jo heldigvis ikke mistet vigtige ting som penge, dankort, pas, nøgler osv. Vi er forsikret og de stjålne ting bliver forhåbentlig dækket. Jeg synes bestemt heller ikke at det var hende som havde gjort noget forkert - man burde jo kunne sætte en taske ned i to sekunder uden af den blev stjålet. Vi var nødt til ligesom at acceptere oplevelsen, komme videre og bare nyde at vi skulle på ferie. Men jeg må indrømme at det var en ret ubehagelig følelse, det at andre rendte rundt med vores ting.

Nå men vi nåede akkurat at købe noget at drikke til Vigga og få skiftet hendes ble før vi skulle ombord på flyet. Hun var en stjerne hele vejen og der var bare ingenting med hende. Hun hverken græd var sur eller lignede. Vi læste lidt bøger, spiste mad og så sov hun ellers resten af vejen. I Palma lufthavn blev vi igen ramt af lidt kaos da vi (og en masse andre) manglede noget af vores baggage og de informerede om at der ikke kom mere fra København. Det gjorde der heldigvis til sidst men vi ventede længe og der var var en frygteligt menneske mylder. Vigga sad dog bare pænt sammen med Ea og spiste kiks, rosiner  og legede med ælling. Derefter ventede en times buskørsel, hvor hun blev lidt rastløs, men hun klarede det simpelthen så flot. Jeg var så stolt af hende.

Senere på aften ringende min mor til os. Politiet havde kontaktet hende og de havde fundet resterne af vores ting. Hun nævner blandt andet at de har fundet bæreselen og mine kontaktlinser. Der sortnede det lidt for mig.... Mine kontaktlinser!!! Dem havde vi fuldstændig glemt og alle som bruger linser eller briller kan nok sætte sig ind i, hvor stor en katastrofe det var for mig. Jeg bruger 2,50 på hvert øje plus bygningsfejl på 0.75 på det ene og uden linser - ja så ser jeg altså bare ikke særlig godt. Jeg kom vidst til at blive lidt sur på Ea over, at hun havde glemt de lå deri (fordi hun havde sagt: jeg ved helt specifikt, hvad der lå i tasken og der blev min linser altså ikke nævnt) for jeg kunne i princippet været nået hjem efter nogle nye, hvis jeg havde været rigtig hurtig. Det var lidt tarveligt af mig, men min frustration var ret stor.

Min mor kon forresten forbi med de af vores ting, som hun havde afhentet hos politiet i søndags. Vi har fået bæresele og et tomt Ray Ban etui, mine linser og nogle panodil junior igen. Taske, Ipad, briller og alt det andet er væk. Jeg undrer mig lidt over at de har snuppet hendes bleer, tøj osv men ikke bæreselen. Men heldigvis for det. Er lykkelig over at vi har fået den tilbage.

Tilbage til min kontaktlinse katastrofe. Jeg besluttede mig for at sove med mine kontaktlinser til søndag. Kunne ikke rigtig overskue tanken om at skulle forsøge at finde en løsning, dagen efter, halvblind. Vi får så af vide af en guide at deres forretninger er lukket søndag så jeg er nok nødt til at vente til mandag. Great. Vi tager så ind til et marked i den gamle bydel og helt, helt tilfældigt får Ea pludselig øje på en lille, bitte optiker, som har åbent. Jeg går derind og hun snakker ikke et ord dansk (rettelse: her skulle selvfølgelig stå engelsk, haha). Hun giver mig en blok og jeg skal så skrive min styrke. Jeg kan dog ikke helt huske den og min mor har endnu ikke hentet mine linser og kan derfor ikke hjælpe mig. Jeg er ikke synderligt optimistisk for jeg kan jo ikke forklare ting som bygningsfejl osv. når jeg ikke kan kommunikere med damen derinde. Jeg skriver 1,75 og 2,25 på papiret og så giver hun mig en af hver pakke. De går åbenbart ikke så meget op i størrelse dernede. Prisen var uhørt og jeg måtte slippe 500 kroner for de to pakker.

Om aftenen, da min mor havde hentet vores ting i lufthavnen, ringede hun og fortalte at jeg bruger 2,50 på begge øjne uden bygningsfejl. Så jeg havde skudt temmelig forkert. Prøvede dog 2,25 på begge øjne og det var helt acceptabelt. Jeg havde ikke super syn, men jeg kunne se helt fint og det var til at holde ud. Ingen hovedpiner eller lignede og det var virkelig en kæmpe lettelse! Så kunne ferien ligesom begynde.

Forsættelse følger....

Vi er næsten klar

I morgen står vi op sammen med hønsene. Vi skal nemlig være i lufthavnen klokken 6.30, da vi rejser en uge til Mallorca. Vi er stort set klar; kufferterne er pakket og lejligheden er ryddet og rengjort

. Jeg har taget vores Ipad med og håber virkelig på at få blogget. Jeg har ikke særligt gode erfaringer med at blogge på Ipaden men har hentet en Blogger App og håber at jeg har bedre held med den. Ellers vender jeg tilbage om lidt over en uge :-)

Regnbuebarnet

Forleden dag lå der en lille konvolut, med Viggas navn på, i postkassen. I den lå der en lille hilsen og to fine regnbuearmbånd, i størrelse Vigga.

Det var fra min barndomsveninde, som jeg har kendt siden vi var på Viggas alder. Det var en smadder sød og betænksom lille gave som vi alle blev rigtig glade for. Især når man tænker på, at hun faktisk endnu ikke har mødt Vigga :-)

Læderbryllup

I dag har Ea og jeg 3-års bryllupsdag. Dette hedder i følge Wikipedia læderbryllup, hvilket lyder akkurat lige så romantisk som vores dag har været ;-)

Ea og jeg går overhovedet ikke op i vores bryllupsdag. Faktisk havde vi glemt den sidste år og kom kun i tanke om det fordi at min veninde skrev tillykke, sent om aftenen. Da vi besluttede os for at blive gift var det udelukkende fordi det var et krav, hvis Ea skulle adoptere vores kommende barn. Vi er ikke imod ægteskab, men det er ikke noget der som har nogen værdi for os. Vi og andre ved godt, hvor højt vi elsker hinanden.
Nu skal det selvfølgelig ikke lyde så negativt for det var da en skøn oplevelse og vi havde en dejlig dag med vores familie.

I dag har vi bare slappet af og nydt vores elskede datter. Vi har været inde i byen og lege på legeplads, gået tur på Strøget og spist frokost på Rizraz. Helt afslappet - lige som vi bedst kan lide det :-)

Vores bryllupsdag - dengang vi var unge <3

Babykrisen

Jeg har lige været igennem lidt af en krise; Som nogen nok ved, så har vi planlagt at det er Eas tur til at bære det næste barn. Graviditet og fødsel er noget hun rigtig gerne vil opleve på egen krop og det har jeg fuld forståelse for. Selv har jeg dog haft lidt krise over aldrig at skulle opleve det igen. I princippet kunne jeg sagtens, hvis jeg besluttede det. Jeg synes dog det er for risikabelt - både for vores familie og for et eventuelt kommende barn.

Til at starte med kan jeg jo ikke bare lige blive gravid. Min ene æggeleder er lukket og jeg skal derfor igennem en ret så omfattende (hvis jeg selv skal sige det) IVF (reagensglas) behandling. Vigga var vores sidste fryseæg så vi skal starte helt forfra, hvis det blev aktuelt. Fertilitetsbehandling er psykisk hårdt og jeg tror ikke jeg har lyst til at sætte Ea og jeg i den situation nu, hvor vi også har et andet barn som vi skal være der 100% for. Der er jo ingen som kan forudse om det tager 1 forsøg eller 10. 

Udover hele fertilitetsproblemet er der jo også det med at føde for tidligt. Kvinder, som jeg selv, der føder for tidligt på grund af tidlig forkortet livmoderhals føder ofte for tidligt igen. Min livmoderhals forkortede sig meget tidligt i graviditeten og første gang jeg blev indlagt pga. "truende for tidlig fødsel" var i uge 23. Desuden var min graviditet var temmelig problem fyldt, da jeg blødte en del fra start. Vi vidste derfor aldrig helt om vi var købt eller solgt og dette skabte megen bekymring og tristhed hos os, hvilket jeg ikke har lyst til at Vigga skal opleve. 

Jeg er bange for at skulle være sengeliggende fra et tidligt tidspunkt, så jeg mister en masse tid med Vigga og så er jeg dødsens bange for at skulle føde for tidligt igen. Vigga kom 32+1 og vi har været så heldige. Hun har ingen markante mén af at være født knap 2 måneder før tid og det er vi så taknemmelige for. Jeg kan huske der hele tiden var meget fokus på at jeg skulle "samle benene" til uge 32 og jeg fik en masse ros på neonantal for at være nået så langt (hvilket er en smule fjollet for jeg kunne jo ikke gøre meget fra eller til). Men som sagt. Første gang jeg blev indlagt var i uge 23, hvor det hele heldigvis gik i sig selv. 

Vi ville ikke kunne bære at jeg skulle føde for tidligt en gang til. Vi synes det var et hårdt forløb og vi bliver stadig triste når vi tænker tilbage. Og måske er vi ikke ligeså "heldige" som sidste gang...

Jeg synes heller ikke det er et forløb som Vigga skal være en del af, hvis hun kan slippe. Det er vigtigt for mig at hun ikke skal opleve mig indlagt over en lang periode, sengeliggende og fraværende. Jeg tror hurtigt man kan komme til at stå i et dilemma i mellem sit store barn og sit nye for tidlig fødte barn. Man kan trods alt ikke være to steder på en gang.

Nå. Hold da op. Jeg har virkelig mange argumenter for, hvorfor jeg ikke skal være gravid igen. Men når vi har en anden mulighed vælger jeg altså fravælge endnu en graviditet. Det har været ret hårdt for mig at skulle forene mig med tanken, men jeg tror jeg er ved at være der. Der er bare noget helt specielt ved at have liv i maven, mærke de små bevægelser og se maven vokse. For ikke at tale om tætheden, nærheden og amningen. Jeg elsker virkelig at amme - må amme Vigga til hun bliver 18 (joke selvfølgelig). 

Der er jo aldrig nogen garanti for at Ea ikke skal føde for tidligt. Men i det mindste er hendes chance for det ikke øget på samme måde som min. Jeg må også sige at jeg faktisk glæder mig til at stå på den anden side. Det er ikke mig som skal scannes med dildoscanneren, det ikke mig som skal have morgenkvalme og det er ikke mig som skal i gennem en smertefuld fødsel. Jeg kan sidde på den anden side i den gode stol og sige "ja, ja så slemt er det heller ikke - har jo selv prøvet det" ;-)

Amning!

I øjeblikket er der jo en masse skriverier og snak om offentlig amning og jeg tænkte at jeg ville give min personlige holdning til kende.

Selvfølgelig skal der ikke være regler om, hvorvidt det er tilladt at amme i det offentlige rum. At offentlig amning overhovedet skal forsvares ligger så langt væk fra mine værdier og min tankegang og jeg kan bare overhovedet ikke sætte mig ind i at det skulle være et problem. Det er pisse dårligt at sende et signal om at at amning er klamt og besværligt når det i virkeligheden er smukt og fantastisk!

Jeg har kæmpet, kæmpet og kæmpet lidt mere for at få amningen med Vigga op at køre og så vil jeg altså også have ret til at amme hende, hvor som helst og når som helst! Vigga er nu 18 måneder og bliver stadig ammet 1 gang i døgnet. Hun nyder det og jeg nyder det og derfor ser jeg ingen grund til at stoppe. Dog ammer jeg ikke længere offentligt - jeg skulle jo nødig være skyld i at nogen døde af forargelse! ;-)

 

At være hende den asociale

Jeg er jo startet på studie igen her i Februar. Da jeg var gravid blev jeg sygemeldt midt i mit første semester og jeg valgte derfor selv, at skulle starte forfra. Når man starter i en ny klasse, så handler det meget om at være social, lære hinanden at kende og alt det der. Desværre handler socialisering, hos unge mennesker, en del om at drikke alkohol, gå i byen og være enormt selviscenesættende. Jeg accepterer fuldstændig at det er på denne måde, at mange har det sjovt men det kan godt gøre det rigtig svært for mig, at være med. Jeg vil rigtig gerne hjem til Vigga når jeg har fri, jeg drikker ikke alkohol og jeg er af natur en meget stille type.
Udover at være den stille type er jeg nok heller ikke særlig uadvendt. Jeg har brug for lige, at se mennesker an og jeg er ikke typen som har behov for at være venner med alle. Det er ikke fordi jeg føler mig bedre end andre eller noget lignede - jeg har blot ikke et ligeså stort socialt behov, som mange andre på min alder.

Nå men... Det har i hvert fald resulteret i, at jeg ikke har brugt særlig meget tid med min nye klasse. Her forleden dag blev der så arrangeret en tur ud at spise og efterfølgende bowling. Jeg er ikke den store bowler, men jeg besluttede at det ville være sjovt og spændende at se folk udenfor studiemiljøet. Desuden lå arrangementet efter Viggas sengetid, så det var jo perfekt.
Da tiden, til at tage afsted, nærmede sig kunne jeg godt mærke, at jeg var meget træt og bare havde lyst til at falde omkuld på sofaen. Alligevel besluttede jeg mig for at drage afsted. Det endte faktisk med, at jeg havde en rigtig hyggelig aften. Jeg fik snakket med flere, som jeg ikke før havde talt så meget med og så var det bare skønt at se folk udenfor skolen.

Lige inden vi skal gå vælger en person fra min klasse at konfrontere mig med min, hvad skal vi kalde det, asocialhed. Jeg bliver fortalt at denne person ikke mener, at jeg "fortjener" at være med på denne tur (som jeg jo selv betaler) fordi jeg ikke bidrager noget til det sociale fælleskab i klassen. Av min arm! Det er vidst når socialisering gør allermest ondt. Tænkt at have brugt en hel aften sammen med nogle mennesker og så får man af vide, at ens tilstedeværelse er uønsket. Jeg vil faktisk våge, at påstå at jeg aldrig nogensinde er blevet snakket sådan til i mit liv. Det kunne ikke have været mere nedladende og underkendende og jeg går endda på pædagogseminariet.

Jeg har det derfor en smule svært disse dage. Jeg synes det var meget svært ikke, at tage personligt. Selvom det kun var én person, så er det jo svært for mig at vide om personen på en eller anden måde er talerør for hele klassens holdning - forhåbentlig ikke men man ved jo aldrig. Jeg føler mig i hvert fald, på en eller anden måde, ekstremt uden for klassen og fælleskabet. Nu forsøgte jeg ellers lige at lære dem bedre at kende og så bider det sgu en i røven!

Konklussionen må blive at det vare længe før jeg igen kaster mig ud i at være social. Det er sgu for overvurderet!

-Jeg vil dog tilføje, at personen ringede og undskyldte til mig i går. Udsagnet blev dog ikke trukket tilbage, det blev blot anerkendt at det ikke skulle være blevet sagt.




 

Ynk, ynk

Jeg er blevet rigtig godt og grundig syg. Tror ikke jeg har været så syg siden Ea og Vigga smittede mig, med RS virus, for et år siden. Så jeg er pænt ynkelig og har bare ligget på sofaen de sidste par dage. Jeg forsøger at hjælpe med Vigga og har selvfølgelig været meget sammen med hende de sidste par dage. Men det er ikke de sjoveste og vilde lege jeg finder på.

Vi har et mini-projekt kørende i skolen og det skal fremlægges i morgen. Det kommer jeg desværre ikke til, at være med til og det ærger mig super meget. Især når man lige er startet i en ny klasse og er kommet i en ny studiegruppe. Men jeg kan jo desværre ikke gøre så meget ved det.

Så det er ikke de vilde ting som sker herhjemme disse dage. Men jeg vender, forhåbentlig, snart stærkt tilbage.

"Om mig"

Fanen om mig har stået tom længe. Jeg har skrevet en smule og der vil nok komme mere med tiden. I kan læse, hvad jeg foreløbig har skrevet her.

Malkeko!

Tidligere sad jeg og kiggede efter billeder, til et fødselsdagskort. Jeg faldt så lige over nedenstående billede. Jeg morer mig virkelig over det nu, men det var virkelig ikke sjovt at skulle pumpe mælk ud i flere måneder. Da Vigga blev født var hendes sutterefleks ikke udviklet endnu. Efter kejsersnittet kom jeg ned til hende et kort stykke tid og blev derefter, hurtigt, sendt op for at pumpe ud.

De første par gange kom der omkring 1 ml, men sygeplejerskerne sagde at de var meget vigtige og Vigga skulle selvfølgelig have dem. Husker Ea stå der med små engangssprøjter for at få det op af flasken. Hun blev virkelig god til at få det hele, af de små sjatter op - hihi. Nå vi kom ned på afdelingen med det var sygeplejerskerne virkelig begejsteret; "Aj, hvor er det flot", "Det var så godt det der" - et lille amme heppekor. Det var faktisk rigtig sødt og man blev altså lidt stolt af sig selv ;-)

Det var en kæmpe sejr, da jeg for første gang havde fuld mælk til Vigga (som hun fik igennem en sonde). Jeg havde jo ikke selv styr på, hvor meget mælk jeg havde. Pumpede blot ud, sat det i et køleskab og derefter blev det sendt ned til et mælkekøkken. Så en dag, hvor jeg sad med Vigga kom sygeplejersken ind til mig og sagde "Yes! Louise du har fuld mælk til Vigga i dag - hvor er det bare flot". Det var en fantastisk fornemmelse. Så skulle hun ikke længere suppleres med donor-ammemælk og jeg var den som gav mit barn mad. Jeg gik virkelig meget op i det med amningen og var konstant nervøs for om noget skulle gå galt, så jeg ikke kunne amme hende.

Det lykkes heldigvis. Det var hårdt ingen tvivl om det. Jeg startede jo ud med at skulle pumpe ud de første par uger. Man skal pumpe ud ca. hver 3 time i døgnet. Men jeg fik problemer med mælkeknuder fik jeg besked på, at pumpe ud hver anden time.
Efter et par uger kunne Vigga så småt begynde at spise en smule. Selvfølgelig ikke sit fulde behov, men et par milliliter her og der. Så først op på vægten og veje hende, på med suttebrik, amme hende, op på vægten igen for at se, hvor meget hun havde spist, give hende sonde og derefter pumpe ud. Det var altså noget af et mas. Sådan forsatte det i et par måneder, indtil hun fik fjernet sonden. Men det var det hele værd! Jeg ville gøre det igen tusind gange for jeg tror det har haft stor betydning for den nærhed og det bånd, som Vigga og jeg har i dag.

Hold da op en masse jeg fik skrevet. Det var slet ikke meningen. Det ene ord tog vist det andet. Nu til det som jeg rent faktisk ville skrive om, billedet som jeg fandt...

Når man pumper ud kan man nok ikke undgå, at få en overproduktion af mælk og dette er så resultatet af det. Vi brugte det til Viggas grød de første to måneder. Det var en super fed fornemmelse - man bliver vidst lidt småtosset når man sådan bliver mor.

FAQ

Jeg har endnu ikke skrevet, så meget om det at være homoseksuel herinde. På en måde fylder det intet af mit liv og på en anden alt. Jeg ved, at folk har mange spørgsmål i forhold til det. Jeg tror dog, at mange ikke tør spørge fordi de frygter at jeg bliver stødt. Det gør jeg ikke. Jeg har forsøgt, at samle nogle af de spørgsmål som folk oftest stiller mig. Hvis i har andre spørgsmål til mig, så vil jeg med glæde svare på dem. Skriv dem blot i kommentarfeltet. 

Hvor gammel var du da du "sprang ud"?

Jeg var lige blevet 16, da jeg sprang ud for min mor. Det var meget spontant og overhovedet ikke gennemtænkt. Min mor fortalte det til min far, da Ea og jeg skulle flytte sammen og der var jeg 18 (næsten 19).  

Hvordan reagerede din omverden (forældre, venner ect.)?

Min mors reaktion - ja.... Man skulle tro, at sådan en situation er noget man tydeligt ville huske, men det er det ikke. Jeg husker kun få ting fra den dag.
Husker jeg sad foran computeren, gik ind i stuen til min mor, sad lidt og sagde ingenting og fortalte hende det på en eller anden måde. Jeg troede egentlig, at hun ville reagere bedre end hun gjorde. Husker der var en del gråd, skuffelse og "lad mig være i fred". Hun nægtede, at tro på det i starten. Hun kom sig dog over det efter nogle måneder. Men helt ærligt har hun sagt nogle ikke så pæne ting. Nu er det accepteret - tror dog stadig ikke helt det er forstået.

Min fars reaktion er en for lang historie. Jeg er ikke helt klar til, at dele den herinde. Måske en anden dag. Kan dog hurtigt fortælle, at min far er fra Tyrkiet og vi ikke længere snakker sammen. Om det har noget med min seksualitet, at gøre vides ikke rigtigt. 

Min mormor og morfar- Jeg fortalte det ikke selv til dem. Min mor "sladrerede". Det følte jeg i hvert fald lidt på det tidspunkt. Husker noget om, at min mor fortalte at de heller ikke troede på det. Men det har de i hvert fald aldrig udvist over for mig. Jeg vil sige, at min mormor er den som har håndteret det bedst og udviser den største forståelse og respekt over for vores familie. Det er altså lidt fantastisk.   

Mine venner tog "nyheden" rigtig godt. Jeg har haft nogle dårlige oplevelser. Eller. Fik vidst et par enkelte "fortæller du det her fordi du er forelsker i mig?!". Men ja... Vi var 16, så de er vel undskyldt ;-) 

Hvordan mødte du og Ea hinanden?

Ea og jeg havde et par fælles venner og mødte på en bytur. Jeg ved ikke, om man kan kalde det kærlig ved første blik- men der var i hvert fald en gensidig interesse. Få uger efter faldt vi dog pladask for hinanden og har været sammen lige siden. Det er 7 år til april og vi blev gift i juli for 2 år siden.

Hvem er manden i forholdet?

Dette er nok det spørgsmål folk oftest stiller mig. Der er altså INGEN mand i vores forhold. Så ville pointen med, at være to kvinder jo være ødelagt ;-)

Hvordan besluttede i, hvem der skulle være gravid?

Vi har hele tiden haft planer om, at vi begge skulle prøve at være gravide. Den oprindelige plan var, at Ea skulle være den første da hun er ældst. Men Ea var længere i hendes uddannelse end jeg og vi ville gerne have at hun fik gjort den færdig først. Dette betød dog, at vi skulle væbne os med en del tålmodighed før vi kunne gå i gang med "projekt baby". Så længe kunne vi bare slet ikke vente. Så vi besluttede, lidt ud af det blå, at nu skulle det være nu. Og rent tidsmæssigt og økonomisk var det bedst, hvis det var mig. Jeg er jo stadig studerende og er først færdig om over 3 år. Så jeg kommer til, at have rigtig meget tid med Vigga selvom jeg starter på studie igen. Og det er jo FANTASTISK!

Valgte i anonym doner?
Ja, vi valgte anonym doner. Vigga har ikke mulighed for, at kontakte ham - heller ikke når hun bliver 18. Det var ikke et svært valg for os. Det er Ea og jeg, som har fået et barn sammen. Vi havde ikke lyst til, at inkludere en fremmed i vores og Viggas liv. Selvom man ikke har prøvet det, så er jeg sikker på at de fleste kan sætte sig ind i det. Jeg føler selv, at det på en eller anden måde også underminimer Eas rolle som mor (mama). Hvis vi valgte, at bruge en åben doner så sendte vi også et budskab om at biologi er vigtigt. Og det er det ikke - i hvert fald ikke i vores familie. 
Jeg kan jo ikke garantere, at det ikke vil være svært for Vigga. Men Ea og jeg vil gøre, alt der står i vores magt for at det ikke skal blive.  

Ved i, hvordan doneren ser ud?

Nej, det ved vi ikke. Man kunne vælge 4 kriterier og vi valgte meget bredt. De 4 ting var følgende:
Hårfarve: Mørkeblond - mørkebrunt
Øjenfarve: Blå
Højde: 180 - 190 cm
Vægt: 75 - 85 kg 

Som i kan se, så aner vi ikke så meget andet end, at doneren sandsynligvis har blå øjne ;-) 

Hvorfor valgte i, at Louise skulle hedde mor og Ea mama?

Det var, overraskende, svært at beslutte dette. Jeg har dog hele tiden sagt, at jeg ville hedde mor. Om det var Ea som skulle føde eller om det var jeg. Jeg er ikke maskulin, af person. Men med mit korte hår går folk altid udfra, at jeg er den der såkaldte "mand" i forholdet. Og jeg vidste derfor, at folk ville gå ud fra at det var Ea som var "mor" til vores børn.
Mama valgte vi fordi, at det er ordet for mor i langt de fleste lande rundt omkring i verden. Hun vil med stor sandsynlighed møde mange andre igennem sin barndom, som også har en mama.
Jeg kender til andre, som har valgt at bruge mutti, mammie og mutter. Der findes også familier, hvor medmoderen bare kaldes ved fornavn. 

-->