onsdag den 12. februar 2014

Om dengang at Vigga havde RS-virus #2

Endelig vi kom ned til neonatal, hvor destod klar til at modtage os. Vigga blev lagt i åben kuvøse, fik lagt sonde og fik CPAP på hvor hun lå i tryk 7 og fik 40% ilt igennem. Det vil sige at ALT vi havde kæmpet for og opnået de første 2 måneder af hendes liv forsvandt på få minutter. Vi var fuldstændig grædefærdige. Jeg var især ked af, at hun skulle have sonde igen. Jeg havde nemlig brugt så meget tid og overskud på, at få amningen op og køre og det var lige lykkes. Få uger forinden havde vi fjernet hendes sonde og få dage før var jeg stoppet med at pumpe ud. Derfor var jeg naturligvis meget bekymret for om min mælkeproduktion kunne overleve, men det gjorde den heldigvis....

Nede på neonatal var der imidlertid en helt anden ro end der havde været på børneafdelingen. Og det var en stor lettelse! De tog alt helt stille og roligt og forklarede os, at de mistænkte hende for at have RS-virus. De forklarede også at det ikke var noget at hun ville dø af (jeg var så bange for hun skulle dø!) og at vi skulle regne med at være der i ca. 14 dage. Derudover fortalte lægen at hun var så svag, at jeg ikke måtte amme hende og at vi ikke måtte tage hende op af kuvøsen!!! Dette var fuldstændig vanvittigt og totur for os alle! Desuden skulle hun suges i næse og hals hver 3. time + have maske med saltvand. At Vigga ikke måtte komme op af kuvøsen var totur for alle. Hun er født 2 måneder for tidligt og vi havde stort set ikke lavet andet end at ligge hud mod hud med hende. Hun fandt stor tryghed ved at blive ammet og hun græd og græd. Vi måtte derfor stå på skift for at ligge en tung hånd på hende. På den måde fik hun en smule søvn, men hun var meget ulykkelig. Jeg spurgte flere gange om jeg ikke nok måtte ligge hende til brystet, men nej... Når jeg sidder og tænker over det nu, så skulle jeg jo bare have besluttet mig for at gøre det. Men det er svært at stå i sådan en situation, hvor man er død bekymret for sin lille baby og bliver frarådet noget af lægerne, som man selv mener er det bedste.

Da nattevagten mødte ind var det til min store glæde en af vores yndlings sygeplejersker. Faktisk hende som havde været nede og tage imod Vigga den nat hun blev født. Hun sagde med det samme at jeg bare skulle ligge hende til for meningen var jo at hun skulle slappe af, hvilket hun tydeligvis ikke kunne uden af ligge ved brystet. Først fra det sekund begyndte hun at slappe af og hvile sig. Det var en kæmpe lettelse for os alle.

De næste par dage brugte jeg på at sidde i en stol dag og nat med Vigga liggende hos mig. Hun fik det bedre, men jeg det gik langsomt fremad. De forsøgte flere gange at skrue ned for hendes ilt, men det gik desværre ikke. Men vi havde fået vores gamle kontaktsygeplejerske igen, selvom hun normalt kun tog sig af de for tidlig fødte. Og de sygeplejersker som vi kendte godt fra THO (tidligt hjemme ophold) var også sagt på vagt inde hos os. Derfor endte det faktisk med at blive meget trygt for os at være der.

Efter et par dages indlæggelse får jeg pludselig afvide, at der er endnu et barn på afdelingen med RS-virus. Et barn født til tiden, men som kort efter fødslen er blevet smittet af sin storesøster. Derfor ville de isolere os sammen med denne familie og jeg må indrømme at jeg panikkede temmelig meget. Derudover blev jeg virkelig vred og ked af det. Jeg var meget uforstående overfor den beslutning, men de fortalte at de skulle bruge isolationsstuen til en anden familie. Så vi flyttede. Det blev så vores næste mareridt. Vigga sov meget dårligt og der skulle ikke meget til at forstyrre hende. Så når jeg endelig havde fået hende til at sove, så blev hun vækket af den anden baby som græd, eller af forældrene som snakkede i telefon mm. Det var SÅ frustrerende og vi var meget vred på personalet over at have sat os i den situation. Mest af alt fordi at den stue vi flyttede ud fra ikke blev taget i brug!

Efter ca. 5 dage blev Vigga trappet ud af ilt og CPAP. Det gik super godt og hun klarede det faktisk på  halvanden dags tid. Da hun fik taget CPAPen af var det bare at vente på at hun havde kræfter til at kunne spise et fuldt måltid hos mig og efter 8 dage blev vi udskrevet. Det havde været noget af en rutsjebanetur og vi var alle godt og grundigt trætte da vi kom hjem. Efter denne oplevelse var jeg rædselslagen hver gang at Vigga lagde op til den mindste forkølelse. Jeg troede virkelig at jeg var ved at miste hende og det har sat dybe spor i mig...

Vigga blev 2 måneder i mens vi lå på neonatal. Når man fylder 2 måneder på neo, så får man altså flag! :-D




2 kommentarer:

  1. Sikke en historie. Har hun nogen mén af at være født for tidlig?

    Er ny læser, så hvis du før har skrevet om det, så beklager jeg.
    Hvor er hun dog ellers lille bitte og fin.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sabina.

      Jeg har lidt svært ved at svare på om hun har nogle mén. Og det er fordi at hun har nogle personlighedstræk som kan være mén, men som også blot kan være sådan som Vigga er. Men, hvis jeg skulle sætte min finger på noget så må det være hendes ekstreme behov for tryghed og så det at hun altid har sovet forfærdelig dårligt. Hun har ikke specielt let ved at blive overstimuleret. Men hun er sensitiv i den forstand at hun suger alting til sig og forholder sig til det, hvis man kan forklare det sådan :-)

      Og velkommen til bloggen. Du skal bare stille alle de spørgsmål, som har har behov for :-)

      Slet