Vi er blevet spurgt af en læser om
vi vil dele vores tanker og følelser i forhold til at have valgt at passe Vigga
i den private dagpleje ordning der er i Københavns kommune og om ordningen
generelt. Det vil vi meget gerne. Her kommer der altså et indlæg, sort på hvidt
der beskriver vores tanker og følelser om pasning til Vigga, pasning, barnets
behov og udvikling og den private dagpleje ordning. Vi har oplevet at vores
holdninger har stødt andre mennesker - dette er ikke vores hensigt. Vi mener at
alle forældre gør og skal gøre det de synes er bedst for deres barn og deres
familie. Det er også det vi gør. Det er Ea som jeg har sat til at skrive
nedenstående indlæg..
Her i kommunen skal man skrive sit
barn op inden de fylder 3 mdr. Da Vigga jo er født 8 uger for tidlig, var hun
kun 4 uger korrigeret da vi skulle skrive hende op. Hun var en lille bitte baby
og vi anede ikke hvilke behov hun havde og hvilket barn hun ville være når hun
som 1-årig skulle i pasning. Vi vidste ikke om hun ville få nogle senfølger af
hendes for tidlige fødsel. Derfor valgte vi at skrive hende om til en vuggestue
med 4 stuer og dagpleje. Så var der ligesom god mulighed for at vælge hvad der
”passede” hende bedst til den tid..
For hver dag der gik af Vigga og
Louises barselstid sammen, snakkede vi om hvor lidt vi ønskede at aflevere
Vigga i pasning. Vi synes ganske enkelt ikke at det var hendes behov. Hun havde
ikke senfølger af hendes for tidlige fødsel. Men hun var på ingen måde tryg og
tillidsfuld overfor verden og andre mennesker. Det var bedst hos mor eller
mama. Allerbedst hos mor. Vi kunne slet ikke forstille os at hun ville trives i
pasning, hvor hendes behov ikke kunne tilgodeses. Selvfølgelig bliver børns
behov tilgodeset i daginst./dagpleje. Men i og med der ofte er 12-14 børn til
3-4 voksne eller 3-4 børn til 1 voksen. Mener vi ikke kan det kan lade sig gøre
i så høj grad et barn på omkring 1 år har behov for.
Jo mere tiden gik og jo mere vi
snakkede om det, blev det simplethen ikke en mulighed at Vigga skulle i
pasning.
Vores beslutning blev taget på
baggrund af, hvad vi tænkte ville være bedst for Vigga, hvad vi ved og mener om
det lille barns udvikling og vores erfaringer for daginstitutionsområdet.
Vi mener at det lille barn (her
snakker vi børn under 3 år) har behov for at være størstedelen af deres tid hos
deres faste tilknytningspersoner. Vi mener at det er her de trives, udvikles og
lærer bedst. Vi tror på at et barn på under 3 år har størst behov for tryghed
og omsorg i rolige og hjemmelige omgivelser med deres faste
tilknytningspersoner der kender dem og ser dem og derfor i højere grad kan møde
dem der hvor de er og svare dem på deres kommunikation. Fremfor at tilbringe
dagen i et miljø der er blevet skabt for at forældre kan passe deres arbejde.
Jo børn skal socialiseres, de skal lære at tilsidesætte deres egne behov og
tage hensyn til andre mennesker. MEN et barn på 1 år, har ingen forudsætninger
for at tilsidesætte deres behov. Det er ikke muligt for dem på nuværende
tidspunkt i deres udvikling. De forstår det ganske enkelt ikke, og jeg tror at
når de tvinges til det, at de kan miste en del af dem selv. Børn lærer af børn
det er rigtigt. Børn lærer også af voksne. Voksne der er nærværende og
inddrager børnene i dagligdags ting og oplevelser.
Vi mente at vi selv i højere grad
kunne give Vigga en hverdag hvor vi kunne tilgodese hendes behov, opdrage hende
med de værdier vi mener er vigtige og skabe et lærerigt og udviklende miljø,
alt i mens hun var tryg fordi hun ville være sammen med mig.
Vi var bevidste om at det krævede
noget af os. Af mig. Vi skulle ud og opleve verden og blive tryg i den. Vi
skulle møde andre børn og voksne. Og danne sociale fælleskaber.
Vi fandt ud af at vi havde to
muligheder, hvis vi ikke ønskede at Vigga skulle i pasning. Enten tilskud til
pasning af egne børn eller privat dagpleje ordning. Hvor man passer eget barn
og et andet barn, man selv finder.
Vi valgte den private dagpleje
ordning. Dette var både pga. økonomiske årsager, men i endnu højre grad fordi
vi syntes at det var en rigtigt god mulig for at give Vigga en relation et
andet barn. Det gav ganske enkelt mere mening i forhold til at skabe en hverdag
med et pædagogisk fokus på leg, læring og udvikling. I ordningen skal man også
gå fast i legestue og man får besøg af en tilknyttet dagplejepædagog der
støtter en i børnenes trivels og udvikling.
Nu her hvor jeg har passet Vigga i denne
ordning i 1 år og 2,5 måned, vil jeg sige at det er den bedste beslutning vi
har taget både på Viggas vegne men også for vores familie.
Ordningen har både sine fordele og
ulemper. Der har i perioden både været gode, sjov, svære og hårde tider. Men vi
ville til hver en tid vælge det igen.
I forhold til at vælge denne
ordning og at vælge at passe sit barn selv, skal man gøre sig nogle grundige
overvejelser. Det kan lyde luksus at ”gå hjemme” med to børn – men det er
benhårdt arbejde. Alle forældre ved hvor meget et lille barn kræver, af tid,
opmærksomhed, omsorg, aktivering osv. Man skal vælge at gøre det fordi, at man
ikke kan lade være. Jeg har mødt rigtig mange i denne ordning, alle har ønsket
at deres børn ikke skulle tidligt i pasning. Nogen har passet et halvt år, andre
et år og få helt indtil børnehave tid. Jeg har mødt mange der trives i
ordningen, men jeg har også mødt mødre det ikke fungere for – og som har valgt
at stoppe, det har jeg haft stor respekt for. For jeg går ind for at man gør
det der føles rigtigt. Det er nemlig det der gør en glad og lykkelig.
I denne ordning får man et andet
barn tæt ind på livet, og også barnets forældre og familie. De kommer hjem til
en hver dag og aflevere deres dyrebareste. Det er vigtigt at samarbejdet
fungere og at man har tillid til hinanden. Man skal have lyst til at åbne døren
til ens hjem og ens familie. Jeg har mødt nogle forældre der har haft stor respekt
for vores hjem og familie og det er jeg dybt taknemlig for. Alle dage har jeg
haft lyst til at tage imod mine dagplejebørn (har haft to forskellige) men til
tider har jeg synes det var svært, at jeg ved at der kommer andre i ens hjem og
”kigger” på ens familie. Ens privatliv er til skue og man bliver let sårbar i
denne ordning og dette gælder begge familier. Vi er afhængige af hinanden og af
at vores samarbejde fungere.
Man får også en kærlighed til et andet barn.
Det er ikke et barn i mængden. Det er et barn, der kommer til at fylde meget i
ens liv, i ens familie og i ens barns liv. Det har jeg set som en gave for både
Vigga og for vores familie.
Som privat dagplejer skal man have
lyst til og kunne planlægge dagen efter børnene, deres behov og udvikling. Når
børn er små kan det være svært at nå ud af døren i mellem måltider og lure. Men
jeg har oplevet at både børnene og jeg har behov for frisk luft og sociale
fælleskaber. Det er til tider ensomt at passe i denne ordning, det kan lyde
lidt skørt når man har to unger fulde af liv og ballade, men alt afhænger af en
selv. Der er ingen andre der lige kommer med en god ide, eller har et forslag
til hvorfor det lige var at det og det skete sådan. Jeg har haft stor gavn af
de andre private dagplejere jeg har mødt i legestuen. Pt. Har vi næsten et fast
ugeskema og det trives både pigerne og jeg med. Det indeholder: Legeplads,
legestue, bibliotek, bondegård, aktiviteter hjemme, samvær med gode legevenner
og et tumlehold.
Vi har nydt godt af de fordele der
er ved ordningen. Vi skal aldrig vække Vigga og tidligt ud af døren. Vi har
altid god tid og skal aldrig noget vi bare SKAL. Jeg kan planlægge dagen efter
hvordan pigerne har det. Men mest af alt, har vi fået utrolig meget familietid
sammen, både Vigga og jeg. Men også Louise, Vigga og jeg fordi Louise jo er studerende.
Der er mange praktiske ting i forhold til denne ordning og hvis i har nogle
særlige spørgsmål eller noget i tænker på er i velkommen til at spørger ind til
det.
Når jeg kigger på hvordan Vigga har
udviklet sig bliver jeg utrolig stolt – af hende og af os. Hun er fuld af sjov
og ballade med et glimt i øjet. Hun er så kærlig og omsorgsfuld. Hun har så fin
en forståelse af verden og for hvordan den hænger sammen. Hun er utrolig
inkluderende overfor andre børn (der er altid plads til en til / alle skal være
med i legen mm.).
Det tog sin tid for Vigga at blive
tryg og tillidsfuld i andres selskab. Men NU er hun der – hun fravælger Louise
og jeg når vi er sammen med andre. Det er så fantastisk at opleve!!! Hun drages
af andre voksne og børn, og kaster sig ud i nye oplevelser på egen hånd.
Hun har altid været god til at
kommunikere, og give udtryk for hendes behov og følelser. Hver dag lærer hun
nye ord og vi oplever nu at hun også verbalt kan give udtryk for hendes
følelser. Alt dette gør at vi mener at hun efterhånden er ved at være klar til
at komme af sted i pasning. Vi ved hun kan sige fra, hun kan sige til og at hun
har en rigtig god forståelse. Vi har lært hende at give plads til at føle, at
give udtryk for sine følelser og blive bekræftet i dem. Dette gør at vi tror på
at hun har en tro på sig selv og at den tro vil forblive en del af hende,
selvom hun oplever ikke at blive set, hørt og forstået af andre voksne og børn.
Dette håber vi selvfølgelig hun vil, men vi ved også hvad det er for en hverdag
og virkelighed hun vil gå i møde og vi mener vi har rustet hende til det ved at
fravælge daginstitution og tilvælge hjemmepasning i første år.
Her til sidst vil jeg nævne at jeg
på ingen måde vil kritisere alle de pædagoger der arbejder i daginstitutionsområdet
(jeg var selv pædagog i vuggestue inden jeg blev ansat som privat dagplejer) –
dette er måske mere en kritik af de vilkår og muligheder der er for forældre
til 0-3 årige. Og en undring over hvordan vi er endt hvor vi er endt. Mange
børn tilbringer mange timer i pasning. Altså mange timer væk fra deres
forældre. De forældre, forskning viser, kan støtte dem bedst i deres udvikling
og lære dem mest muligt. Dette giver ikke mening for mig.
Hvor er det bare et super fedt indlæg at læse:-) Jeg forstår hundrede procent Jeres overvejelser og til og fravalg!! Jeg går pt. hjemme med min dreng på 16 måneder og benytter mig at muligheden for tilskud til pasning af eget barn - og jeg ELSKER det!! Min kæreste og jeg følte på ingen måde at vi eller vores dreng var klar til institutionslivet og var sikre på, at det, et lille barn har brug for, er en tryg hverdag hvor man ikke skal 'kæmpe' om pædagogernes opmærksomhed, hvilket desværre ofte er tilfældet med de dårlige nomeringer i vuggestuerne - både synd for børn og pædagoger... Jeg er super glad for vores tid sammen herhjemme (en tid man jo aldrig får igen), men selvfølgelig er det også bare super hårdt at være fuldtidsmor!!:) Det har været fantastisk for mig at opleve at så mange andre mødre i København har truffet samme beslutning og dejligt at der er så mange aktiviteter for os, så vores børn stadig får en masse oplevelser og legetimer med andre børn.. Jeg er med i en gruppe af hjemmegående mødre i København på Facebook og det er bare super fedt at have det netværk, så det er nemt at finde en legekammerat eller et arrangement de dage hvor vi ikke lige har noget planlagt - og samtidig skønt at have gruppen (som er over 100 medlemmer) til at drøfte forskellige ting med vedr. ens liv som hjemmemor:) Så bare så skønt at læse dit indlæg og kunne nikke genkendende til så mange af Jeres overvejelser og tanker - TAK for det:-)
SvarSletTusind tak fordi i gav jer tid til at skrive dette indlæg (det var mig der efterspurgte det)
SvarSletDet giver mig helt sikkert stof til eftertanke, når jeg i den kommende tid skal beslutte om jeg vil benytte samme ordning. Jeg har lige et praktisk spørgsmål. Hvad gør dagplejebarnet hvis jeg eller mit eget barn er sygt?
Du så super sej Ea!
SvarSletSuper godt indlæg og jeg forstår også godt jeres valg og syntes det lyder helt fantastisk hyggeligt. Men jeg er også bevist om at det er benhårdt arbejde... Og ensomheden ved det er en af hoved årsagerne til at jeg ikke valgte denne løsning da mine drenge var små. Men jeg har været utrolig heldig og pga. flere forskellige omstændigheder har jeg kunne give mine drenge en blød start i en kommunal dagpleje. Men med korte dage og en masse besøg i vores elskede legestue.
SvarSlet