onsdag den 19. februar 2014

At vælge pasning fra til ens barn (Ea skriver)

Vi er blevet spurgt af en læser om vi vil dele vores tanker og følelser i forhold til at have valgt at passe Vigga i den private dagpleje ordning der er i Københavns kommune og om ordningen generelt. Det vil vi meget gerne. Her kommer der altså et indlæg, sort på hvidt der beskriver vores tanker og følelser om pasning til Vigga, pasning, barnets behov og udvikling og den private dagpleje ordning. Vi har oplevet at vores holdninger har stødt andre mennesker - dette er ikke vores hensigt. Vi mener at alle forældre gør og skal gøre det de synes er bedst for deres barn og deres familie. Det er også det vi gør. Det er Ea som jeg har sat til at skrive nedenstående indlæg..

Her i kommunen skal man skrive sit barn op inden de fylder 3 mdr. Da Vigga jo er født 8 uger for tidlig, var hun kun 4 uger korrigeret da vi skulle skrive hende op. Hun var en lille bitte baby og vi anede ikke hvilke behov hun havde og hvilket barn hun ville være når hun som 1-årig skulle i pasning. Vi vidste ikke om hun ville få nogle senfølger af hendes for tidlige fødsel. Derfor valgte vi at skrive hende om til en vuggestue med 4 stuer og dagpleje. Så var der ligesom god mulighed for at vælge hvad der ”passede” hende bedst til den tid..

For hver dag der gik af Vigga og Louises barselstid sammen, snakkede vi om hvor lidt vi ønskede at aflevere Vigga i pasning. Vi synes ganske enkelt ikke at det var hendes behov. Hun havde ikke senfølger af hendes for tidlige fødsel. Men hun var på ingen måde tryg og tillidsfuld overfor verden og andre mennesker. Det var bedst hos mor eller mama. Allerbedst hos mor. Vi kunne slet ikke forstille os at hun ville trives i pasning, hvor hendes behov ikke kunne tilgodeses. Selvfølgelig bliver børns behov tilgodeset i daginst./dagpleje. Men i og med der ofte er 12-14 børn til 3-4 voksne eller 3-4 børn til 1 voksen. Mener vi ikke kan det kan lade sig gøre i så høj grad et barn på omkring 1 år har behov for.

Jo mere tiden gik og jo mere vi snakkede om det, blev det simplethen ikke en mulighed at Vigga skulle i pasning.

Vores beslutning blev taget på baggrund af, hvad vi tænkte ville være bedst for Vigga, hvad vi ved og mener om det lille barns udvikling og vores erfaringer for daginstitutionsområdet.
Vi mener at det lille barn (her snakker vi børn under 3 år) har behov for at være størstedelen af deres tid hos deres faste tilknytningspersoner. Vi mener at det er her de trives, udvikles og lærer bedst. Vi tror på at et barn på under 3 år har størst behov for tryghed og omsorg i rolige og hjemmelige omgivelser med deres faste tilknytningspersoner der kender dem og ser dem og derfor i højere grad kan møde dem der hvor de er og svare dem på deres kommunikation. Fremfor at tilbringe dagen i et miljø der er blevet skabt for at forældre kan passe deres arbejde. Jo børn skal socialiseres, de skal lære at tilsidesætte deres egne behov og tage hensyn til andre mennesker. MEN et barn på 1 år, har ingen forudsætninger for at tilsidesætte deres behov. Det er ikke muligt for dem på nuværende tidspunkt i deres udvikling. De forstår det ganske enkelt ikke, og jeg tror at når de tvinges til det, at de kan miste en del af dem selv. Børn lærer af børn det er rigtigt. Børn lærer også af voksne. Voksne der er nærværende og inddrager børnene i dagligdags ting og oplevelser.

Vi mente at vi selv i højere grad kunne give Vigga en hverdag hvor vi kunne tilgodese hendes behov, opdrage hende med de værdier vi mener er vigtige og skabe et lærerigt og udviklende miljø, alt i mens hun var tryg fordi hun ville være sammen med mig.   

Vi var bevidste om at det krævede noget af os. Af mig. Vi skulle ud og opleve verden og blive tryg i den. Vi skulle møde andre børn og voksne. Og danne sociale fælleskaber.

Vi fandt ud af at vi havde to muligheder, hvis vi ikke ønskede at Vigga skulle i pasning. Enten tilskud til pasning af egne børn eller privat dagpleje ordning. Hvor man passer eget barn og et andet barn, man selv finder.

Vi valgte den private dagpleje ordning. Dette var både pga. økonomiske årsager, men i endnu højre grad fordi vi syntes at det var en rigtigt god mulig for at give Vigga en relation et andet barn. Det gav ganske enkelt mere mening i forhold til at skabe en hverdag med et pædagogisk fokus på leg, læring og udvikling. I ordningen skal man også gå fast i legestue og man får besøg af en tilknyttet dagplejepædagog der støtter en i børnenes trivels og udvikling.

Nu her hvor jeg har passet Vigga i denne ordning i 1 år og 2,5 måned, vil jeg sige at det er den bedste beslutning vi har taget både på Viggas vegne men også for vores familie.
Ordningen har både sine fordele og ulemper. Der har i perioden både været gode, sjov, svære og hårde tider. Men vi ville til hver en tid vælge det igen.

I forhold til at vælge denne ordning og at vælge at passe sit barn selv, skal man gøre sig nogle grundige overvejelser. Det kan lyde luksus at ”gå hjemme” med to børn – men det er benhårdt arbejde. Alle forældre ved hvor meget et lille barn kræver, af tid, opmærksomhed, omsorg, aktivering osv. Man skal vælge at gøre det fordi, at man ikke kan lade være. Jeg har mødt rigtig mange i denne ordning, alle har ønsket at deres børn ikke skulle tidligt i pasning. Nogen har passet et halvt år, andre et år og få helt indtil børnehave tid. Jeg har mødt mange der trives i ordningen, men jeg har også mødt mødre det ikke fungere for – og som har valgt at stoppe, det har jeg haft stor respekt for. For jeg går ind for at man gør det der føles rigtigt. Det er nemlig det der gør en glad og lykkelig.

I denne ordning får man et andet barn tæt ind på livet, og også barnets forældre og familie. De kommer hjem til en hver dag og aflevere deres dyrebareste. Det er vigtigt at samarbejdet fungere og at man har tillid til hinanden. Man skal have lyst til at åbne døren til ens hjem og ens familie. Jeg har mødt nogle forældre der har haft stor respekt for vores hjem og familie og det er jeg dybt taknemlig for. Alle dage har jeg haft lyst til at tage imod mine dagplejebørn (har haft to forskellige) men til tider har jeg synes det var svært, at jeg ved at der kommer andre i ens hjem og ”kigger” på ens familie. Ens privatliv er til skue og man bliver let sårbar i denne ordning og dette gælder begge familier. Vi er afhængige af hinanden og af at vores samarbejde fungere.
 Man får også en kærlighed til et andet barn. Det er ikke et barn i mængden. Det er et barn, der kommer til at fylde meget i ens liv, i ens familie og i ens barns liv. Det har jeg set som en gave for både Vigga og for vores familie.

Som privat dagplejer skal man have lyst til og kunne planlægge dagen efter børnene, deres behov og udvikling. Når børn er små kan det være svært at nå ud af døren i mellem måltider og lure. Men jeg har oplevet at både børnene og jeg har behov for frisk luft og sociale fælleskaber. Det er til tider ensomt at passe i denne ordning, det kan lyde lidt skørt når man har to unger fulde af liv og ballade, men alt afhænger af en selv. Der er ingen andre der lige kommer med en god ide, eller har et forslag til hvorfor det lige var at det og det skete sådan. Jeg har haft stor gavn af de andre private dagplejere jeg har mødt i legestuen. Pt. Har vi næsten et fast ugeskema og det trives både pigerne og jeg med. Det indeholder: Legeplads, legestue, bibliotek, bondegård, aktiviteter hjemme, samvær med gode legevenner og et tumlehold.

Vi har nydt godt af de fordele der er ved ordningen. Vi skal aldrig vække Vigga og tidligt ud af døren. Vi har altid god tid og skal aldrig noget vi bare SKAL. Jeg kan planlægge dagen efter hvordan pigerne har det. Men mest af alt, har vi fået utrolig meget familietid sammen, både Vigga og jeg. Men også Louise, Vigga og jeg fordi Louise jo er studerende. Der er mange praktiske ting i forhold til denne ordning og hvis i har nogle særlige spørgsmål eller noget i tænker på er i velkommen til at spørger ind til det.

Når jeg kigger på hvordan Vigga har udviklet sig bliver jeg utrolig stolt – af hende og af os. Hun er fuld af sjov og ballade med et glimt i øjet. Hun er så kærlig og omsorgsfuld. Hun har så fin en forståelse af verden og for hvordan den hænger sammen. Hun er utrolig inkluderende overfor andre børn (der er altid plads til en til / alle skal være med i legen mm.).
Det tog sin tid for Vigga at blive tryg og tillidsfuld i andres selskab. Men NU er hun der – hun fravælger Louise og jeg når vi er sammen med andre. Det er så fantastisk at opleve!!! Hun drages af andre voksne og børn, og kaster sig ud i nye oplevelser på egen hånd.
Hun har altid været god til at kommunikere, og give udtryk for hendes behov og følelser. Hver dag lærer hun nye ord og vi oplever nu at hun også verbalt kan give udtryk for hendes følelser. Alt dette gør at vi mener at hun efterhånden er ved at være klar til at komme af sted i pasning. Vi ved hun kan sige fra, hun kan sige til og at hun har en rigtig god forståelse. Vi har lært hende at give plads til at føle, at give udtryk for sine følelser og blive bekræftet i dem. Dette gør at vi tror på at hun har en tro på sig selv og at den tro vil forblive en del af hende, selvom hun oplever ikke at blive set, hørt og forstået af andre voksne og børn. Dette håber vi selvfølgelig hun vil, men vi ved også hvad det er for en hverdag og virkelighed hun vil gå i møde og vi mener vi har rustet hende til det ved at fravælge daginstitution og tilvælge hjemmepasning i første år.

Her til sidst vil jeg nævne at jeg på ingen måde vil kritisere alle de pædagoger der arbejder i daginstitutionsområdet (jeg var selv pædagog i vuggestue inden jeg blev ansat som privat dagplejer) – dette er måske mere en kritik af de vilkår og muligheder der er for forældre til 0-3 årige. Og en undring over hvordan vi er endt hvor vi er endt. Mange børn tilbringer mange timer i pasning. Altså mange timer væk fra deres forældre. De forældre, forskning viser, kan støtte dem bedst i deres udvikling og lære dem mest muligt. Dette giver ikke mening for mig.


4 kommentarer:

  1. Hvor er det bare et super fedt indlæg at læse:-) Jeg forstår hundrede procent Jeres overvejelser og til og fravalg!! Jeg går pt. hjemme med min dreng på 16 måneder og benytter mig at muligheden for tilskud til pasning af eget barn - og jeg ELSKER det!! Min kæreste og jeg følte på ingen måde at vi eller vores dreng var klar til institutionslivet og var sikre på, at det, et lille barn har brug for, er en tryg hverdag hvor man ikke skal 'kæmpe' om pædagogernes opmærksomhed, hvilket desværre ofte er tilfældet med de dårlige nomeringer i vuggestuerne - både synd for børn og pædagoger... Jeg er super glad for vores tid sammen herhjemme (en tid man jo aldrig får igen), men selvfølgelig er det også bare super hårdt at være fuldtidsmor!!:) Det har været fantastisk for mig at opleve at så mange andre mødre i København har truffet samme beslutning og dejligt at der er så mange aktiviteter for os, så vores børn stadig får en masse oplevelser og legetimer med andre børn.. Jeg er med i en gruppe af hjemmegående mødre i København på Facebook og det er bare super fedt at have det netværk, så det er nemt at finde en legekammerat eller et arrangement de dage hvor vi ikke lige har noget planlagt - og samtidig skønt at have gruppen (som er over 100 medlemmer) til at drøfte forskellige ting med vedr. ens liv som hjemmemor:) Så bare så skønt at læse dit indlæg og kunne nikke genkendende til så mange af Jeres overvejelser og tanker - TAK for det:-)

    SvarSlet
  2. Tusind tak fordi i gav jer tid til at skrive dette indlæg (det var mig der efterspurgte det)
    Det giver mig helt sikkert stof til eftertanke, når jeg i den kommende tid skal beslutte om jeg vil benytte samme ordning. Jeg har lige et praktisk spørgsmål. Hvad gør dagplejebarnet hvis jeg eller mit eget barn er sygt?

    SvarSlet
  3. Du så super sej Ea!

    SvarSlet
  4. Super godt indlæg og jeg forstår også godt jeres valg og syntes det lyder helt fantastisk hyggeligt. Men jeg er også bevist om at det er benhårdt arbejde... Og ensomheden ved det er en af hoved årsagerne til at jeg ikke valgte denne løsning da mine drenge var små. Men jeg har været utrolig heldig og pga. flere forskellige omstændigheder har jeg kunne give mine drenge en blød start i en kommunal dagpleje. Men med korte dage og en masse besøg i vores elskede legestue.

    SvarSlet