onsdag den 6. marts 2013

At være hende den asociale

Jeg er jo startet på studie igen her i Februar. Da jeg var gravid blev jeg sygemeldt midt i mit første semester og jeg valgte derfor selv, at skulle starte forfra. Når man starter i en ny klasse, så handler det meget om at være social, lære hinanden at kende og alt det der. Desværre handler socialisering, hos unge mennesker, en del om at drikke alkohol, gå i byen og være enormt selviscenesættende. Jeg accepterer fuldstændig at det er på denne måde, at mange har det sjovt men det kan godt gøre det rigtig svært for mig, at være med. Jeg vil rigtig gerne hjem til Vigga når jeg har fri, jeg drikker ikke alkohol og jeg er af natur en meget stille type.
Udover at være den stille type er jeg nok heller ikke særlig uadvendt. Jeg har brug for lige, at se mennesker an og jeg er ikke typen som har behov for at være venner med alle. Det er ikke fordi jeg føler mig bedre end andre eller noget lignede - jeg har blot ikke et ligeså stort socialt behov, som mange andre på min alder.

Nå men... Det har i hvert fald resulteret i, at jeg ikke har brugt særlig meget tid med min nye klasse. Her forleden dag blev der så arrangeret en tur ud at spise og efterfølgende bowling. Jeg er ikke den store bowler, men jeg besluttede at det ville være sjovt og spændende at se folk udenfor studiemiljøet. Desuden lå arrangementet efter Viggas sengetid, så det var jo perfekt.
Da tiden, til at tage afsted, nærmede sig kunne jeg godt mærke, at jeg var meget træt og bare havde lyst til at falde omkuld på sofaen. Alligevel besluttede jeg mig for at drage afsted. Det endte faktisk med, at jeg havde en rigtig hyggelig aften. Jeg fik snakket med flere, som jeg ikke før havde talt så meget med og så var det bare skønt at se folk udenfor skolen.

Lige inden vi skal gå vælger en person fra min klasse at konfrontere mig med min, hvad skal vi kalde det, asocialhed. Jeg bliver fortalt at denne person ikke mener, at jeg "fortjener" at være med på denne tur (som jeg jo selv betaler) fordi jeg ikke bidrager noget til det sociale fælleskab i klassen. Av min arm! Det er vidst når socialisering gør allermest ondt. Tænkt at have brugt en hel aften sammen med nogle mennesker og så får man af vide, at ens tilstedeværelse er uønsket. Jeg vil faktisk våge, at påstå at jeg aldrig nogensinde er blevet snakket sådan til i mit liv. Det kunne ikke have været mere nedladende og underkendende og jeg går endda på pædagogseminariet.

Jeg har det derfor en smule svært disse dage. Jeg synes det var meget svært ikke, at tage personligt. Selvom det kun var én person, så er det jo svært for mig at vide om personen på en eller anden måde er talerør for hele klassens holdning - forhåbentlig ikke men man ved jo aldrig. Jeg føler mig i hvert fald, på en eller anden måde, ekstremt uden for klassen og fælleskabet. Nu forsøgte jeg ellers lige at lære dem bedre at kende og så bider det sgu en i røven!

Konklussionen må blive at det vare længe før jeg igen kaster mig ud i at være social. Det er sgu for overvurderet!

-Jeg vil dog tilføje, at personen ringede og undskyldte til mig i går. Udsagnet blev dog ikke trukket tilbage, det blev blot anerkendt at det ikke skulle være blevet sagt.




 

28 kommentarer:

  1. Hvor er du sej at du tog med og prøvede det af. Og fy for en uintelligent og dum person der sagde sådan til dig. Er der ikke en eller to andre der heller ikke går så meget op i det sociale fællesskab, så kan i måske fordybe jer i bøgerne og studierne sammen. Held og lykke med det hele. Kram fra Louise (thoras mor)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og jeg nåede akkurat lige, at være en smule stolt af mig selv. Den fornøjelse blev desværre kort.

      Der er en i min studiegruppe, som jeg snakker super godt med. Jeg føler også vi har de samme holdninger og ambitioner i forhold til studiet, så det er rigtig skønt :-)

      Slet
    2. ... Og tusind tak for din kommentar :-)

      Slet
  2. Sikke et fjols! Øv at folk er så hurtige til at dømme :-(

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtig øv! Det værste er næsten, at jeg nu føler mig virkelig usikker i forhold til de andre. Som jeg skrev længere oppe, så ved jeg jo ikke om det er en generel holdning.

      Slet
  3. Ej, jeg er virkelig ked af den måde, som du er blevet behandlet på! Sådan kan en kommende pædagog ikke tillade sig at snakke til andre mennesker på! Jeg er helt chokeret og finder det fuldstændig uacceptabelt. Under alle omstændigheder skal du ikke stå til regnskab for hvorfor, du ikke er ligeså socialt anlagte som de andre. Du er et voksent menneske. Derudover burde der være en forståelse for, at du både har en lille pige derhjemme samt en kone. Jeg forstår godt, at du prioriterer din familie frem for socialisering med klassen. Det er en uddannelse, og man er der ikke nødvendigvis for at få venner....

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det netop på den måde; Jeg går der for at få en uddannelse og ikke venner. Det er da dejligt, hvis man møder nogen som man svinger godt sammen med. Men for mig er det mere en bonus end en nødvendighed.

      Tak for din søde kommentar :-)

      Slet
  4. Åh, det er altid svært når der kommer børn ind i billedet.
    Jeg er den første i min venindeflok som har fået børn - og det har da kostet nogle venskaber. Nogle har svært ved at indse at min tid ikke er den samme som før og at jeg priortere at se hende i hendes vågne timer - og derfor kan jeg ikke tage en kop eftermiddagskaffe osv. men sådanne arrangementer må tages om aftenen eller også må det være i weekenden.. Og det er bare svært for nogle at forstå - men med andre veninder har det været en god ting - de har taget hende til sig som en niece. Den ene udnævnte sig selv som papmoster, da pædagogen i vuggestuen spurgte om det var moster som var med oppe og hente hende.
    Lad være med at tage det for personligt - det er naturligvis trælst at være hende den asociale, men hvis du tager tiden fra Vigga vil du fortryde det mere tror jeg... Og du kan jo sagtens komme igennem studierne uden for meget socialt samvær..

    SvarSlet
    Svar
    1. Vores "gamle" venner har faktisk været fantastiske efter vi har fået Vigga - også selvom de ikke har børn. De fleste forguder hende og efterhånden tror jeg mere det er Vigga de besøger end os. Så på det plan har jeg intet at klage over. Nu er min barsel jo kun liiige sluttet og det jo første gang, at jeg er ude i den virkelige verden som mor. Det er tilsyneladende sværere end man lige skulle tro.

      Slet
  5. Det er hårdt at starte i en ny klasse... og især hvis man ikke er lige så ung som de andre, eller ikke føler den samme trang for at hælde alcohol i kroppen og sejle derude af... Men vil bruge tiden på noget positivt, som Vigga og at stå tidlig op og nyde dagen med hende... Og selvfølgelig at bruge sin sparsomme fritid på hende også...

    Jeg synes du skal tage snakken med klassen... altså hvis du har modet på det, stå frem i timen og fortæl at grunden til at du ikke er den vilde sochiale alchol drikkende person, så har du andre interesser så som dit barn.... men at det altså ikke betyder at du ikke gerne vil være sammen med klassen, eller ej heller vil være uden for... Mennesker er ikke ens og har heller ikke ens interesser.... Men at hvis folk har et problem med det, så vil du heller have de kommer til dig og tager en normal snak om det, end at de visker tisker i krogene....

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er et smaddergodt forslag du kommer med og jeg burde virkelig gøre det. Jeg kender dog mig selv og jeg er alt for konfliktsky og genert til at gøre den slags. Jeg har dog selv overvejet, at gøre det samme i vores fælles facebookgruppe. Det lyder måske lidt plat, men jeg føler jeg har bedre kontrol over tingene når det sker på skrift. Jeg er selvfølgelig også lidt bekymret for, at udstille denne person. Så det er lidt svært.

      Slet
    2. Så længe der ingen navne er, så kan bliver personen heller ikke udstillet.... :-) Men om de vil tage det alvorligt på skrift det ved jeg ikke.. Men jeg har selv gode erfaringer med den verbale afdeling, selvom jeg også er den normale stille type (I starten), men jeg følte selv den gang, at jeg fortjente som voksen menneske at få sat ord på tingene, og det blev da også meget bedre bagefter, og folk får en noget bedre forståelse for tingene....

      Jeg håber du giver dem en "verbal" Skalle, så DE finder ud af hvad de går glip af :-D

      Slet
  6. Øv en dum oplevelse og jeg kan godt forstå den sidder i dig.
    Jeg ville osse prøve at alliere mig med nogle der måske er samme sted i livet som dig og som har forståelse for det at ha små børn etc.
    Jeg synes du er mega-sej at du tog afsted. Bare ærgerligt at man kan være umoden at man ikke kan anerkende at alle er forskellige.

    For mig - og jeg ''kender'' dig jo kun fra bloggen - fremstår du som enormt sød og imødekommende, åben og sjov - og jeg kan SLET ikke forestille mig at bare noget af det ikke har hold i virkeligheden.

    Held og lykke med det hele
    Kh. Sofie

    SvarSlet
    Svar
    1. Først og fremmest - tusind tak for din kommentar. Det er virkelig sødt af dig.

      Jeg forsøger og har da fundet nogle som jeg snakker rigtig fint med. Som jeg skrev længere oppe er der bl.a en i min studiegruppe, som er en lidt mere stille type som jeg selv. Så det er rigtig fint :-)

      Hvis jeg skal være helt ærlig, uden at lyde selvglad, så synes jeg at jeg at jeg er sød, imødekommende, åben og sjov. Det kræver bare, at man møder mig på en åben og ordentlig måde.

      Slet
  7. Hold kæft mand, folk er simpelthen så uopdragne!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må du nok sige! Ungdommen i dag, tsk, tsk! ;-)

      Slet
  8. Sikken en klaphat! Det er en kommentar der lyder til at komme fra en person, der har et eller andet behov for at styre andre... og så er den ikke engang gennemtænkt! Grunden til at du var der, var jo netop et forsøg på at være social. Øv altså! Og hvor er det dog betryggende at vide, at sådan en person er en fremtidig pædagog. Man må håbe at personen er bedre til børn, end til voksne mennesker!

    Jeg kan sagtens nikke genkendende til følelsen af at være udenfor. Jeg minder meget om dig (ud fra det du beskriver) og har bestemt heller ikke behov for et stort socialt netværk... og jeg er heller ikke den store drikker!
    Det er ærgerligt at man i dag er nødsaget til at være 'dranker-social', for at blive accepteret. Godt du har din dejlige familie!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtig ærgerligt, Heidi. Jeg forstår simpelthen ikke behovet for al det druk. Jeg tror det ville få mig til, at føle mig meget tom og ensom i længden. Druk-venskaber er simpelthen så overfladiske og det er jo ikke sundt eller holdbart i længden.

      Slet
  9. Hold da op, sikke en kommentar at få smidt i hovedet :o jeg er fuldstændig chokeret!

    SvarSlet
  10. Sikke noget at udtale. Kan sørme godt forstå den sidder fast, den kommentar. Jeg håber du finder lysten frem til at se klassen igen udenfor skolen, for som du skriver så hyggede du dig jo faktisk. Jeg er sikker på den udtagelse kun har én tilhænger og det er hende der sagde det. Hun har det hvis heller ikke for nemt åbenbart..!? Hun lyder lidt som en der tidligere er blevet mobbet og derfor kan komme til at være noget så strid, men måske det bare er lidt angst for du kommer og tager noget fra hende?
    Lige meget hvad, så håber jeg du får rystet ordene ud af hovedet! -De skal ikke sidde fast derinde! :-)
    Hilsen Frk. Hansen

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har været temmelig påvirket af hendes kommentar - det vil jeg ikke ligge skjul på. Men jeg har det meget bedre i dag. Jeg skulle nok lige have de lidt på afstand. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender personen særlig godt og vi har talt meget lidt sammen i skolen. Måske også derfor, at det ramte lidt hårdt?

      Slet
  11. Hvor er det synd at en så afstumpet og negativ person skal prøve at ødelægge din glæde ved at læse, bare fordi du ikke har det behov for at gnide hofter i nattelivet med dine medstuderende gør dig bestemt ikke asocial i mine øjne....!
    Man glemmer tit at et menneske er som et stykke papir, man får nogle buk og folder gennem livet, men der er også noget der kan krølle det helt og det kan aldrig glattes helt ud igen!!! Det virker ikke til at du er blevet helt krøllet, men en lille fold er det nok blevet til...;-) Håber du kan se bort fra oplevelsen, og at det ikke ødelægger din uddannelses tid...;-)

    Med venlig hilsen Mette

    SvarSlet
  12. Bortset fra den møg-kedelige kommentar fra din klassekammerat, så passer dette blog ret godt på mig! Jeg er jo også lige startet på et nyt studie, og blev ret overrasket over at se mine nye klasse kammerater sætte billeder ud på Facebook allerede en uge efter vi var startet på studie hvor de sad på café og drak kaffe og gav hinanden krammere og kys på kinden. Jo, godt nok handler skolen også om at være social og nyde hinandens selskab mit i alle bøgerne og lektierne, men jeg har godt nok brug for mere end blot en uge før jeg deler kram og kindkys ud til nærmest fremmede folk.
    Men nu dette jo blot en lille gruppe fra klassen som kan klare at speed socialisere på denne måde, og jeg er altså ikke en af dem. Jeg er derimod den eneste som sætter mig alene ind i stille kupeén på vej hjem for at læse lektier, selv om næsten 1/3 af klassen kører med samme tog som mig. Jeg har dog lige forklaret for mine klassekammerater, at det ikke er fordi jeg ikke gider at sidde sammen med dem, det er altså kun fordi at jeg ved, at jeg ikke har særlig meget tid sammen med Eva og Emma når jeg engang når hjem fra skolen hvis jeg ikke lige indhenter lidt af lektierne mens jeg kører i tog.
    Jeg har heller ikke været til en eneste fredagsbar endnu, men tilgengæld har vi aftensmad på bordet til tiden hver dag (uden stres), og jeg endnu ikke følt stres over at skulle læse de sidste lektier herhjemme og så har jeg desuden "fri" hver weekend. Det skal måske lige siges, at togturen tager ca. 1 time hver vej, og jeg fortryder ikke, at jeg bruger den på at læse lektier i stedet for at socialisere med mine medstuderende...
    Det endte vist med at blive en meget lang kommentar, men jeg ville bare lige understrege, at du altså ikke er den eneste som har det sådan - Og hvis du trives med det på den måde, så kan hende den sure da bare være sur (bare ærgeligt at hun ikke kan være det i al stilhed).

    SvarSlet
  13. Jeg læste forresten engang, at man skal passe på, at man ikke prioriterer sit arbejde så højt at man forsømmer sine nærmeste, for hvis man engang siger op eller bliver fyret, så finder arbejdsgiveren hurtigt en ny til at udføre arbejdet, men dine nærmeste kan ikke bare "erstatte" dig.
    Jeg ved det godt, mega cheasy, men dog sandt... Jeg vil hellere lade op og have overskud til Eva og Emma, end til mine klassekammerater.

    SvarSlet
  14. Hej Louise

    Jeg kan simpelthen ikke tro, at det er en generel holdning som personen er udtryk for, og det er derfor så urimeligt, at du skal gå og være ked af det og nervøs på grund af det. Jeg synes, at det var rigtig stærkt gået, at du afsted og faktisk havde en god aften med undtagelse af den episode. Du kan bare læse alle beskederne herinde for at se, at det altså ikke er 'normal' opførsel eller tankegang som denne person er udtryk for.

    Jeg håber ikke det har skræmt dig fra sociale tiltag i klassen i fremtiden, men nærmere har lært dig noget vigtigt omkring at lade sådanne kommentarer gå ind ad det ene øre og ud af det andet fordi de ikke er mere værd - det skal man vel også igennem som pædagog:)

    Mange hilsner Julie (fra dindebat)

    SvarSlet