onsdag den 9. januar 2013

Vores vej til forældreskab

I forbindelse med premieren på serien "babyklinikken" har jeg postet to fertilitetshistorier herinde. De to historier kommer fra 2 kvinder som jeg selv har fulgt igennem deres forløb og dem igennem vores.

Her kommer min og Eas historie. Historien om hvordan vi blev forældre og om, hvordan intet er gået som vi har regnet med. Det har været svært at skrive denne historie. For der er sket så meget siden. Det fyldte så meget, men da Vigga blev født 2 måneder for tidligt begyndte det pludselig at fylde så lidt. 
Inde på Minmave er der et fertilitetsfora, som jeg har benyttet meget. Igennem mine indlæg derinde har jeg skrevet denne historie. Den er detaljeret og, for os, personlig. Jeg har valgt at dele den i flere dele, da den er meget lang. Her har i....

1. del

Ea og jeg har været sammen siden d. 13. april 2006. Vi var unge da vi mødtes. Men vi har alligevel altid snakket om at vi en dag skulle have børn. Det har i perioder fyldt meget hos Ea og hun kunne ikke vente med at komme i gang. Derfor var det, på daværende tidspunkt, mest naturligt at det skulle være Ea som skulle bære vores første barn. 
I år 2010 begyndte drømmen om et barn også at fylde meget hos mig og vi begyndte derfor at planlægge, hvornår vi ville i gang. Vi besluttede, at vi ville i gang når Ea var færdig med hendes uddannelse. 

Pludselig blev vi ret utålmodige og jeg er sikker på, at mange kvinder kan genkende denne følelse. Tidspunktet var bare slet ikke rigtigt i forhold til at det var Ea, som skulle være gravid. Hun var stadig i gang med hendes udannelse og hun har fået en operation som gjorde at hun ikke måtte blive gravid lige her og nu. Vi synes også, at det ville være lidt stramt at have et barn på 2 gange SU.

Vi begyndte derfor at snakke om at jeg skulle bære barnet. Det var lidt mærkeligt for os begge, da Ea jo havde forstilt sig at hun skulle være gravid og jeg havde forstilt at jeg skulle stå ved siden af. Vi skulle lige vende os til de nye roller. Vi snakkede rigtig meget om det og pludselig var det helt naturligt. Derefter gik vi begge til lægen og fik en henvisning til Hvidovre fertilitetsklinik d. 26 Maj 2010.

"Vores" plan var at jeg blot skulle insemineres med donorsæd - én måske to gange og så ville jeg selfølgelig være gravid. Sådan blev det overhovedet ikke….

Før man kan komme til samtale på fertilitetsklinikken og gå i gang med forløbet, så skal man igennem nogle forskellige prøver.

Disse er:
  • Blodprøve der fortæller om kvinden har ægløsning 
  • Hysterosalpingogram (HSG undersøgelse) - en undersøgelse af æggelederne, som er temmelig frygtet i fertilitetsverden. Ikke helt uden grund, hvis jeg selv skal sige det.
  • Chlamydiapodning
  • Anti-HIV 1/2 samt HBsAg, anti-HBc og anti-HCV
  • Kopi af undersøgelse for, om kvinden har haft røde hunde
  • Gynækologisk undersøgele og smear

Alle prøvesvar var som de skulle være. Men pga. at vi var faldet ind i sommerferien var der ventetid på en HSG undersøgelse. Jeg fik den lavet i slutningen af juli 2010. Det var en frygtelig oplevelse og, helt ærlig, en frygtelig røngtenklinik.
Undersøgelsen viste at min ene æggeleder er lukket. De kunne ikke fortælle mig, hvad dette betød for en evt. graviditet, chancer eller andet. Så jeg måtte bare vente. Det var meget frustrerende og jeg husker tydeligt, at jeg brød i tårer da jeg igen kom ud til Ea.

Midt august modtager vi et brev fra Hvidovre fertilitetsklinik. Der er en tid til samtale d. 2/9 og et tilmeldingsbrev til et informationsmøde omhandlende IVF/ICSI (reagensglasbehandling). Jeg panikker og vi begge undrer os en del. For jeg har jo kun én lukket æggeleder - så det måtte jo være en chance ved inseminering?! Dagen efter kontakte jeg klinikken og de bekræfter at jeg skal i IVF-behehandling. 
Pludselig tog "projekt baby" en fuldstændig uventet drejning. 

Jeg blev ret ked af det og egentlig også ret bange. Jeg ville dog gennemføre det. Jeg ville være gravid og jeg ville have et barn uanset, hvad vi skulle igennem. Men både Ea og jeg var mildest talt i chok. 

Vi kom over i en hel anden verden - en helt anden boks. Før var vi jo ikke som sådan barnløse. Vi skulle bare have lidt hjælp fordi vi er to kvinder, som ønsker et barn sammen. Nu var vi pludselig B A R N L Ø S E! Jeg var nok lidt i sorg og dette var jeg længe. Min kvindelighed var ramt. 

D. 24/8-10 var vi til informationsmøde. Det var rigtig mange. Jeg vil gætte på omkring 50 par. Vi var de eneste lesbiske og mødet var også rettet meget imod heteropar. Det gjorde os nu ikke så meget og det var et fint møde. Personalet var søde og gode til at forklare.
Jeg ved ikke om alle husker det. Men i år 2010 besluttede vores tidligere regering, med deres nye finanslov, at der skulle indføres brugerbetaling på fertilitetsbehandling. Dette emne var noget, som prægede mødet meget. Både patienter, sygeplejersker og læger var meget påvirket af det. Hvidovre havde dog lavet en plan og lovede alle til informationsmødet at de ville nå 1 gratis forsøg inden året var omme. Det med pengene bekymrede os både og... Vi havde en opsparing, så de første forsøg og den første medicin ville ikke være et problem. Men vores opsparing ville jo ikke række for evigt. Så oven i al frustration og sorg kom der lige pludselig en kæmpe stressfaktor.  

D. 2/9 skulle vi til personlig samtale på klinikken. Vi glædede os helt vildt. De vurderede mine chancer 
for graviditet som stårlende. Mit BMI var fint, jeg ryger ikke, drikker ikke og så var jeg ung.
Vi bliver tilbudt at være med i et forsøg, hvor der bliver trukket lod om kort og lang behandling. De undersøgte noget om, hvilken behandlingsmetode som er bedst på, hvilke kvinder. 
Hvis vi ikke deltog ville vi automatisk komme i lang behandling.

Der blev trukket lod om, hvilken behandling og vi endte med kort. Dette var jeg ret glad for. Lang behandling er virkelig lang og ordet lang er bare ikke noget man har lyst til i fertilitetsverdenen.
Vi afleverede også donorsædspapir, hvor vi skulle vælge 4 kriterier. Nu var vi klar til at gå i gang når min menstruation engang dukkede op i november måned.

Vi startede op på 1. forsøg d. 25/11-10. 
Man skal jo stikke sig selv hver aften. I mit tilfælde fik jeg Puregon som er et ægstimulerende hormon. Det hjælper kroppen med at producere flere end et æg. I perioderen, hvor man får hormonet skal man ofte skannes på klinikken så de kan holde øje med æggenes udvikling. Når æggene når ca. 17 mm er det tid til ægudtagning.
Man får også et præparat som forhindrer for tidlig ægløsning. Det skal, selvfølgelig!, også sprøjtes ind. Det er meget grænseoverskridende at skulle stikke sig selv første gang. Men man vender sig hurtigt til det. Jeg begyndte at føle mig lidt som en nålepude.

D. 6/12-10 fik jeg taget 14 flotte æg ud. Selve ægudtagningen var en ubehagelig oplevelse. Da jeg kom ind på briksen blev jeg meget bange og begyndte at ryste rigtig meget. De var derfor nødt til at give mig noget beroligene. Derefter begyndte jeg at græde, hvilket kom meget bag på mig selv. Efter jeg fik det beroligene blev alt en tåge. Jeg var til stede, men alligevel ikke rigtigt. 
Desuden får man morfin under indgrebet - så ja... Jeg var lidt væk. Nogle af tingene under proceduren var helt smertefri imens andre var ret ubehagelige. De var dog ikke nærig med morfinen. Jeg skulle blot sige av og så stod der straks en sygeplejerske og skod morfin i mit drop. Som lægen sagde: "Vi har masser af det og det er meget billigere end det på gaden" ;-)

Efter udtagningen havde jeg det rigtig dårligt. De fleste ligger lige en halv time og kan derefter tage hjem igen. Jeg rystede meget voldsomt, klaprede tænder og frøs. Jeg blev pakket ind i tæpper med varme dunk og fik saltvandsdrop. Jeg kan ikke huske præcis, hvor længe vi var der men det virkede som evigheder. Jeg besluttede derfor at jeg bare gerne ville hjem. 
Jeg sov stort set hele dagen. Jeg tror jeg var meget påvirket både fysisk og psykisk og derfor havde min krop denne voldsomme reaktion.

Nu til vores æg. Når æggene er blevet taget ud kommer de om i laboratoriet. Her bliver de befrugtet med, i vores tilfælde, donorsæd. På 48 timer skal de befrugtes og derefter dele sig, helst, til 4 celler. Efter de 48 timer får man et opkald fra klinikken som fortæller om, hvorvidt der er æg til oplægning. Det er 2 meget nervepirrende dage. Det er to dage, hvor man har ubeskriveligt mange tanker og bekymringer. Jeg synes det er sjældent at man tænker positivt. Man tænker mest på de ting der kan gå galt - desværre. 

Efter de 48 timer ringede klinikken som aftalt med beskeden om at 5 af vores æg var blevet befrugtet og havde delt sig som de skulle. Så samme dag skulle vi komme ind og få ét lagt op. Der var 4 flotte æg til fryseren. 

Nu ventede os 14 meget lange dage indtil jeg skulle have taget blodprøve.

Forsættelse følger....


11 kommentarer:

  1. Sikke en historie. Jeg kan godt forstå at man har følelserne uden på tøjet. Glæder mig til at læse videre.
    Hvor kører serien babyklinikken?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig du har lyst til at læse mere :-)

      Babyklinikken kører på kanal 4 om mandagen.

      Slet
  2. Hvor er det spændende og rørende at læse jeres historie! Glæder mig til fortsættelsen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mathilde! Det er altid dejligt når folk gerne vil læse videre når man deler noget personligt :-)

      Slet
  3. Rigtig spændende læsning!

    Min veninde har donorbarn, men jeg har egentlig aldrig spurgt ind til hvordan det sådan helt foregik og selvom hun blev insemineret måder alligevel være ting der er ens for både jer og hende... derfor synes jeg det er ekstra interessant at læse jeres historie.

    Det er helt forståeligt at det hele har påvirket jer og måske især dig der skulle igennem de fysiske ting.

    Jeg glæder mig til næste del.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er helt sikkert ligeheder, men helt sikkert også forskelligheder. Tror dog nemt, at man kan have mange af de samme tanker og følelser i forhold til forløbet :-)

      Slet
  4. Vi var i behandling for at få vores første og jeg kan næsten ikke læse din beretning... Men han var osse tre stive år undervejs og det frygtelige forløb sidder sgu dybt i mig. Når jeg kigger på ham i dag - 8 år, stor og lækker, kan jeg slet ikke forstå hvorfor det stadig fylder. Men det gør det. Osse selvom han har en lillesøster der er lavet helt øko ; )
    Kh. Sofie

    SvarSlet
    Svar
    1. Puh ha. Vi var heldigvis ikke i gang så længe. På mange måder har vi været "heldige". Vi slap jo for det år, hvor man selv skal prøve. Derefter skal de fleste jo også igennem 3-6 inseminationer før man bliver henvist til IVF. Dette skulle vi heller ikke igennem pga. min lukket æggeleder.
      Så fra det perspektiv er vi meget taknemmelige.

      Slet
  5. Puh hvor bliver jeg næsten helt dårlig af at læse det, altså ikke på den ubehagelige måder, men det bringer bare SÅ mange minder frem fra dengang vi var i behandling og alle de følelser vi gik igennem. Det er noget af det hårdeste psykisk jeg nogensinde har prøvet og jeg håber aldrig jeg skal gå igennem det igen :(

    www.theibizamom.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det helt på samme måde. Heldigvis for at vi er to kvinder og at jeg ikke behøver.

      Er Mini også IVF-barn?

      Slet
    2. Sgu egentlig smart at være to kvinder, så I kan dele 'tjansen' ; )
      X'er for lettere forløb når I hopper på en 2'er!
      Kh.Sofie

      Slet