mandag den 29. oktober 2012

FAQ

Jeg har endnu ikke skrevet, så meget om det at være homoseksuel herinde. På en måde fylder det intet af mit liv og på en anden alt. Jeg ved, at folk har mange spørgsmål i forhold til det. Jeg tror dog, at mange ikke tør spørge fordi de frygter at jeg bliver stødt. Det gør jeg ikke. Jeg har forsøgt, at samle nogle af de spørgsmål som folk oftest stiller mig. Hvis i har andre spørgsmål til mig, så vil jeg med glæde svare på dem. Skriv dem blot i kommentarfeltet. 

Hvor gammel var du da du "sprang ud"?
Jeg var lige blevet 16, da jeg sprang ud for min mor. Det var meget spontant og overhovedet ikke gennemtænkt. Min mor fortalte det til min far, da Ea og jeg skulle flytte sammen og der var jeg 18 (næsten 19).  

Hvordan reagerede din omverden (forældre, venner ect.)?
Min mors reaktion - ja.... Man skulle tro, at sådan en situation er noget man tydeligt ville huske, men det er det ikke. Jeg husker kun få ting fra den dag.
Husker jeg sad foran computeren, gik ind i stuen til min mor, sad lidt og sagde ingenting og fortalte hende det på en eller anden måde. Jeg troede egentlig, at hun ville reagere bedre end hun gjorde. Husker der var en del gråd, skuffelse og "lad mig være i fred". Hun nægtede, at tro på det i starten. Hun kom sig dog over det efter nogle måneder. Men helt ærligt har hun sagt nogle ikke så pæne ting. Nu er det accepteret - tror dog stadig ikke helt det er forstået.

Min fars reaktion er en for lang historie. Jeg er ikke helt klar til, at dele den herinde. Måske en anden dag. Kan dog hurtigt fortælle, at min far er fra Tyrkiet og vi ikke længere snakker sammen. Om det har noget med min seksualitet, at gøre vides ikke rigtigt. 

Min mormor og morfar- Jeg fortalte det ikke selv til dem. Min mor "sladrerede". Det følte jeg i hvert fald lidt på det tidspunkt. Husker noget om, at min mor fortalte at de heller ikke troede på det. Men det har de i hvert fald aldrig udvist over for mig. Jeg vil sige, at min mormor er den som har håndteret det bedst og udviser den største forståelse og respekt over for vores familie. Det er altså lidt fantastisk.   

Mine venner tog "nyheden" rigtig godt. Jeg har haft nogle dårlige oplevelser. Eller. Fik vidst et par enkelte "fortæller du det her fordi du er forelsker i mig?!". Men ja... Vi var 16, så de er vel undskyldt ;-) 

Hvordan mødte du og Ea hinanden?
Ea og jeg havde et par fælles venner og mødte på en bytur. Jeg ved ikke, om man kan kalde det kærlig ved første blik- men der var i hvert fald en gensidig interesse. Få uger efter faldt vi dog pladask for hinanden og har været sammen lige siden. Det er 7 år til april og vi blev gift i juli for 2 år siden.

Hvem er manden i forholdet?
Dette er nok det spørgsmål folk oftest stiller mig. Der er altså INGEN mand i vores forhold. Så ville pointen med, at være to kvinder jo være ødelagt ;-)

Hvordan besluttede i, hvem der skulle være gravid?
Vi har hele tiden haft planer om, at vi begge skulle prøve at være gravide. Den oprindelige plan var, at Ea skulle være den første da hun er ældst. Men Ea var længere i hendes uddannelse end jeg og vi ville gerne have at hun fik gjort den færdig først. Dette betød dog, at vi skulle væbne os med en del tålmodighed før vi kunne gå i gang med "projekt baby". Så længe kunne vi bare slet ikke vente. Så vi besluttede, lidt ud af det blå, at nu skulle det være nu. Og rent tidsmæssigt og økonomisk var det bedst, hvis det var mig. Jeg er jo stadig studerende og er først færdig om over 3 år. Så jeg kommer til, at have rigtig meget tid med Vigga selvom jeg starter på studie igen. Og det er jo FANTASTISK!

Valgte i anonym doner?
Ja, vi valgte anonym doner. Vigga har ikke mulighed for, at kontakte ham - heller ikke når hun bliver 18. Det var ikke et svært valg for os. Det er Ea og jeg, som har fået et barn sammen. Vi havde ikke lyst til, at inkludere en fremmed i vores og Viggas liv. Selvom man ikke har prøvet det, så er jeg sikker på at de fleste kan sætte sig ind i det. Jeg føler selv, at det på en eller anden måde også underminimer Eas rolle som mor (mama). Hvis vi valgte, at bruge en åben doner så sendte vi også et budskab om at biologi er vigtigt. Og det er det ikke - i hvert fald ikke i vores familie. 
Jeg kan jo ikke garantere, at det ikke vil være svært for Vigga. Men Ea og jeg vil gøre, alt der står i vores magt for at det ikke skal blive.  

Ved i, hvordan doneren ser ud?
Nej, det ved vi ikke. Man kunne vælge 4 kriterier og vi valgte meget bredt. De 4 ting var følgende:
Hårfarve: Mørkeblond - mørkebrunt
Øjenfarve: Blå
Højde: 180 - 190 cm
Vægt: 75 - 85 kg 

Som i kan se, så aner vi ikke så meget andet end, at doneren sandsynligvis har blå øjne ;-) 

Hvorfor valgte i, at Louise skulle hedde mor og Ea mama?
Det var, overraskende, svært at beslutte dette. Jeg har dog hele tiden sagt, at jeg ville hedde mor. Om det var Ea som skulle føde eller om det var jeg. Jeg er ikke maskulin, af person. Men med mit korte hår går folk altid udfra, at jeg er den der såkaldte "mand" i forholdet. Og jeg vidste derfor, at folk ville gå ud fra at det var Ea som var "mor" til vores børn.
Mama valgte vi fordi, at det er ordet for mor i langt de fleste lande rundt omkring i verden. Hun vil med stor sandsynlighed møde mange andre igennem sin barndom, som også har en mama.
Jeg kender til andre, som har valgt at bruge mutti, mammie og mutter. Der findes også familier, hvor medmoderen bare kaldes ved fornavn. 



-->

13 kommentarer:

  1. Nej, hvor fedt at du deler ud :D det er altid rart at lære folk fra blogverden lidt bedre at kende ;)

    Jeg kan virkelig godt se jeres pointe i, at biologi ikke er relevant, når det kommer til at være en familie og man kan da håbe med jeres åbenhed, at Vigga ikke føler et behov for at kende doneren - hun har jo jer og I er begge hendes forældre - biologi eller ej :)

    Selvom du nu startede med at være gravid, har I så en plan om, at Vigga skal blive storesøster og Louise gravid? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt, at det bliver taget godt imod ;-D

      Det er jo lige netop det. Og jeg kan kun håbe på, at Vigga møder en masse mennesker på sin vej som, som dig, kan acceptere det :-) Jeg tror nemlig, at omverden har rigtig stor indflydelse.

      Vigga skal selvfølgelig være storesøster, ja :-) Jeg har ikke planer om, at skulle være gravid igen. Det har jo ikke været helt let og få Vigga. Hun er jo reagensglasbarn og præmatur. Så, hvis jeg skulle være gravid igen skal jeg endnu engang igennem hele behandlingsmøllen. Derudover er der også god chance for, at jeg føder for tidligt igen. Det kan jeg simpelthen ikke byde Vigga. Det ville tage alt for meget af min energi.
      Det kan da godt være lidt hårdt, at tænke på, at jeg ikke skal opleve den samme nærhed igen. For man kan jo ikke komme udenom, at det ER noget andet at være den der bærer rundt og føder barnet.
      Men jeg er lykkelig for, at Ea kommer til, at opleve det og jeg glæder mig da også til at stå på den anden side. Det bliver jo også en oplevelse.

      Hvornår Vigga skal være storesøster igen er ikke helt til, at sige. Jeg tror lige der kommer til, at gå nogen år. Jeg ville gerne, at vi venter 2½ måske endda 3 år. Så jeg er ved, at være færdig med min uddannelse. Det er jo dyrt, at have børn ;-)

      Slet
  2. Tak fordi du deler : )
    Først tænkte jeg faktisk; hvorfor egentlig?! Men det er givetvis fordi - i den tid jeg har læst med herinde - jo bare ser jer som en ganske almindelig familie med nogle holdninger jeg deler et langt stykke hen ad vejen. Hvordan jeres familie er skruet sammen har jeg ikke skænket mange tanker : )
    Men når du skriver at det både fylder alt - og intet - så giver det jo fin mening. Og når du ligefrem lister spørgsmålene op, bliver jeg da osse nysgerrig *s*.

    Mine unger kender osse børn med to mødre og det er heller ikke noget der fylder i deres bevidsthed. Vores ældste har dog været at spørge hvordan de har fået Xx når der nu ikke er nogen mand? Vi sagde bare at de ikke kendte ham der havde 'hjulpet til' men at de jo heller ikke savnede ham. Temmelig svævende, men accepteret i børnehøjde : )

    SvarSlet
    Svar
    1. ... Og jeg tror det er præcis derfor, at jeg ikke har skrevet om det noget før :-) For jeg ser jo heller ikke os, som anderledes end alle andre.

      Jamen, det er da også et helt fint svar. Jeg påtænker, at Vigga vil begynde at spørge ved 3-års alderen. Jeg har også lidt svært ved, at vurdere, hvor meget børn på den alder forstår. Så måske vi også starter lidt a la dit svar og bygger mere på, jo ældre hun bliver :-)
      Men det må nok blive en vuderingssag når den tid kommer. Når hun på et tidspunkt skal i børnehave, så har vi snakket om at købe bøger med fokus på regnbuefamilier. Måske pædagogerne kunne bruge den som et værktøj til, at forklare børnene hvorfor og hvordan Vigga har to mødre :-)

      Slet
  3. FANTASTISK indlæg. Tak fordi i delte det.. Jeg har gået med flere af den slags spørgsmål i mit hoved, når jeg læser jeres blog.. Bliv ved med den slags lækre guldkorn :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var skam så lidt, Ditte. Og ja, jeg skal forsøge :-)

      Slet
  4. Skønt indlæg - Jeg har et spørgsmål :) - Har I, inden Vigga kom til verden - og efter, tænkt over mandlige rollemodeller? Er det vigtigt for jer, eller tænker I at det ikke er "vigtigt" på samme måde som med biologien? Altså, at I er forældrene og I vil udfylde alle de roller hun har brug for?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har vi skam snakket om og vi synes det er vigtigt. Vi har ikke SÅ mange mænd i vores liv. Men dem vi har er til gengæld helt fantastiske og præcis de rollemodeller jeg ønsker for hende.
      Lige nu er det ikke noget vi tænker så meget over. Men vi har da ofte snakket om, at vi godt kunne tænke os at Vigga fik nogle hygge dage med fx Eas storebror når hun bliver lidt ældre.
      Derudover har Eas bedste veninde en fantastisk sød kæreste og han er super god med Vigga. Så jeg er sikker på de også har lyst til, at være mere sammen med hende når hun bliver ældre. Det håber vi i hvert fald på :-)

      Jeg håber jeg fik svaret ordenligt på dit spørgsmål :-)

      Slet
  5. Hvor er det bare et skønt indlæg! :) Som du selv skriver er den biologiske del ikke vigtig overhovedet. Kan kun komme i tanke om at det skulle være vigtigt, hvis der en dag var en arvelig sygdom, men det er der selvfølgelig ikke <3 Men ellers er det jo fuldstændig ligemeget. Jeg har ikke kontakt til min far og ser ham absolut ikke som min far. Den eneste forbindelse jeg har til ham er den biologiske del, og den har ingen betydning for mig. Udover det har man også tit set adoptivbørn som møder deres biologiske forældre. Deres reaktion er tit, at det er fedt at møde de biologiske, men dem som de ser som forældre er dem som har passet dem, været der for dem, givet dem kærlighed osv. Og der er ingen tvivl om at Vigga vil få de ting 100 %, og så er det jo fuldstændig ligemeget med den biologiske del :)

    Lang kommentar, sorry ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu kan man jo efterhånden ikke vide det længere, efter al den omtale i medierne, men donorsæd burde jo være 100% clearet for arvelige sygdomme ;-)

      Du har helt ret Annette. Jeg snakker heller ikke med min far længere, og det er nok derfor jeg ikke bekymre mig SÅ om det :-)

      Du skal ikke undskylde for en lang kommentar. Det er kun dejligt, at du har lyst, at læse med og at du reflekterer over de ting jeg skriver.

      Slet
  6. Hvor er det et fedt indlæg! Jeg havde heller aldrig tænkt på jer som "anderledes" på nogen måde, men det er da rart at lære jer (dig) bedre at kende :)

    Undskyld jeg spørger, men hvor gammel er Ea? Nu skriver du jo at hun er den ældste :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen det er skam helt, helt i orden at du spørger :-D

      Hun er ikke så meget ældre end jeg. Jeg er 24 og Ea er 25. Hun bliver dog 26 til januar og jeg 25 til august :-)

      Slet
  7. Jeg vil også lige skrive en fælleskommentar til alle. Det er fantastisk, at i har taget så godt imod dette indlæg. Var lidt i tvivl om jeg tog "en chacen" ved, at dele det med jer. Men jeg er SÅ positivt overrasket.

    I er de skønneste læsere :-D

    SvarSlet