Ikke fordi jeg skal gå blog-amok på den første dag, men....

Jeg vil gerne dele beretningen om Viggas vej til denne verden :) 

Da vi jo er to kvinder og da jeg har én lukket æggeleder har vi været i behandling for ufrivillig barnløshed. Det lykkes at blive gravid efter 1 IVF og 2 fryseforsøg.

1. juni 2011 var den største og mest skræmmende dag i vores liv, da vi ringede til Hvidovre fertilitetsklinik og vi fik beskeden ”tillykke du er gravid”! Med et HCG på 531 var der vidst ingen tvivl. Lykken varede dog kort da jeg allerede dagen efter begyndte at bløde og derved begyndte den største rutsjebane tur i vores liv. Jeg fik taget blodprøver og blev scannet et utal og gange og, hver evig eneste gang så vi et perfekt lille hjerteblink. Jeg blødte de første 16 uger af graviditeten – stort set hver dag. For mig var det umuligt at nyde graviditeten og jeg turde ikke håbe på der kom noget godt ud af det. Efter jeg stoppede med at bløde begyndte jeg endelig at give lidt slip på angsten. Jeg begyndte rent faktisk at nyde min graviditet og den voksende mave. Vi kom da også helskindet igennem MD-scanningen og ventede et stk. perfekt baby-pige.

12. oktober 2011, hvor jeg er 23+5 var Ea og jeg en tur inde på strøget. Lige pludselig fik jeg fornemmelsen af at jeg blødte. Vi skyndte os og finde et toilet og ganske rigtigt. Jeg ringede straks til fødegagen, som jeg havde fået af vide jeg skulle af min jordemoder. Fødegangen ville meget gerne have jeg lide skyndte mig at komme ind så de kunne se på det. Vi tager hurtigt en taxa ud på Hvidovre og jeg kan mærke baby sparke løs inde i maven. Så jeg ved i det mindste hun er okay.
Da vi kommer ind i undersøgelsesværelses spørger jordemoderen mig om en masse ting inkl. Om jeg har plukveer. Øøøøh. Plukveer? Hvordan er det nu lige det er med dem? Umiddelbart nej. Jeg får kørt en kurve som viser jeg har mange plukveer. Bliver scannet – baby har det godt. Men… Det er kun 2,3 cm livmoderhals tilbage, hvilket ikke er imponerende i uge 23. Det er dog noget jeg selv har fundet ud af. Det var der ingen der nævnte for mig. Jeg bliver indlagt på svangre. Jeg havde bare opfattet det var fordi jeg blødte.
Jeg er VIRKELIG bange for hospitaler og mit fokus var kun på at komme hjem. Jeg kunne slet ikke klare tanken om at skulle overnatte der. Jeg havde jo blødt i 16 uger og der var sgu ikke nogen som var bekymret. Så, hvor alvorligt kunne det lige være. Dagen efter gik plukveerne lidt i sig selv og jeg blev endnu engang scannet. Livmoderhalsen var uforandret. Babys hoved skulle dog også lige scannes, da lægen på fødemodtagelsen mente at have set væske i babys hoved. Af hvad? Hvorfor er der nu heller ingen som har sagt det?! Babys hoved var heldigvis uden væske. Jeg får lov at komme hjem med besked om at slappe af. Ikke være sengeliggende bare slappe af. Så skulle jeg lige komme tilbage ugen efter for at få scannet livmoderhalsen. De skulle bare lige være sikre på den ikke blev kortere. Mig hjem og google alt det med livmoderhalse og opdager så at den faktisk er ret kort. Ligger mig ned og rejser mig nærmest ikke før næste scanning. Al den liggen ned havde heldigvis hjulpet og den var vokset til 2,8 cm. Får besked på at forsætte som normalt. Ingen speciel afslapning eller noget.
Efter denne oplevelse bliver jeg meget utryg fordi jeg jo slet ikke kunne mærke de der plukveer. Det ender derfor med min læge sygemelder mig og jeg beslutter selv at afslapning er vejen frem. Jeg vil ingen chancer tage. Som ugerne går får jeg mere og mere styr på, hvad plukveer er og de bliver meget bedre. Da jeg når til uge 29 begynder de dog at komme igen. Jeg synes det bliver lidt sværere at kontrollere dem og min mave er hård som sten. Jordemoderen siger dog ikke rigtig noget til det, så jeg tænker det nok er meget normalt på dette tidspunkt i graviditeten. Er dog ret bekymret.

D. 4. december (31+2), om aftenen, vælter plukveerne pludselig ind over mig. De gør ikke ondt med de strammer lidt og det hjælper ikke at slappe af.  Jeg er ikke meget for at ringe til fødegangen og diskutere længe med mig selv (og med Ea). Kan dog mærke jeg har brug for at blive beroliget og tvinger derfor mig selv til at ringe. Jordemoderen siger at det ikke lyder akut og at, hvis jeg ikke har lyst behøver jeg ikke at komme ind. Jeg snakker lige lidt med hende og min bekymring og beslutter at jeg har brug for at vide at det ikke er noget. Vi tager derind og plukveerne stopper på vejen.
Da vi kommer til Hvidovre får jeg kørt en kurve som viser at jeg faktisk stadig har plukveer. De er som perler på en snor – kan bare ikke mærke dem lige nu. De vælger at scanne mig og det er den samme læge som scannede mig første gang jeg var inde. Hun kan godt huske os og jeg får da lige fortalt at jeg altså gerne vil hjem denne gang, hihi. Hun scanner livmoderhalsen og udbryder lige pludselig ”ja, der var godt nok ikke meget tilbage”. Hvad mener du lige med det? Det var kun 0,7 cm. Det eneste jeg lige siger, er vist noget a la – kommer man hjem med 0,7 cm? Det gør man selvfølgelig ikke. Lægen og jordemoderen gik lige ud og mens jeg tager tøj på snakker der Ea og jeg om, hvad der egentlig skal ske nu. Jeg begynder at blive ret bange. Jordemoderen kommer tilbage med en sprøjte og siger at jeg lige skal have lungemodner. I det sekund hun siger, lungemodner, går min angst for hospitaler/for tidlig fødsel/alt det her graviditetshalløj helt amok. Min puls stiger fuldstændig ukontrolleret og jeg begynder at ryste og kaste op. Det er meget uvirkeligt. Jeg får hurtigt noget lungemodne i ballen (av) og får lagt veflon til vehæmmende. Derefter fortæller de at nu bliver jeg kørt ned til fødegangen. WHAT! FØDEgangen. Jeg skal sgu da ikke føde nu!!!! Men der skal man tilsyneladende ned når man har så lidt livmoderhals og får vehæmmende.
Nede på fødegangen får jeg en ny jordemoder som skal ”passe” mig den nat. Ea får heldigvis lov til at sove der. Jeg skal ligge med CTG hele natten for at holde øje med plukveerne. Jeg fik ikke lukket et øje overhovedet den nat. Jeg var mildest talt ved at dø af skræk. Jeg havde det så dårligt også fysisk.
Dagen efter bliver jeg overført til svangre, som overtager behandlingen med vehæmmer og lungemodner. Der skal jeg ligge til 34+0, hvor efter man kan komme hjem og aflaste i stedet.
Efter at havde været en nat på fødegangen var svangre som himlen. Eneste minus var at Ea ikke måtte sove der. Savnede hende frygtelig meget, men hun var der heldigvis så meget hun overhovedet kunne være. Det var meget uoverskueligt at ligge på en fødestue når man er 31+2 med en vugge ved sin side.
Jeg får al den lungemodner baby nu skal have og efter 48 timer tager de vedroppet fra mig. Plukveerne holder sig også væk i omkring et døgn tid men derefter vender de skrækkeligt tilbage. Denne gang er de virkelig onde. Hele mit underliv trækker sig sammen, hver femte minut og det gør ret ondt. Derudover bliver man jo bange når en masse små plukveer har fjernet en næsten al min livmoderhals. Hvad gør disse så ikke? Bliver dog scannet natten til fredag og min livmoderhals er uændret. Efter scanningen slapper jeg lidt af og det hjælper lidt på plukveerne. Jeg får i hvert fald sovet lidt. Fredag aften starter de igen og gør nu bider nu endnu mere. Jeg får kørt CTG nogle gange men jordemødrene siger ikke så meget. Det kan gå den ene vej og det kan gå den anden vej – det har været deres standard svar på stort set alle spørgsmål hele ugen. De sender dog alligevel en børnelæge ned for lige at fortælle lidt om det med at få en præmatur baby. Ea får også lov at overnatte (selvom det er forbudt) da jeg er ret utryg ved al den uvished.
Som aften og nat skrider frem tager plukveerne mere og mere til og mit underliv og især lænd føles som om det snart sprænger. Det gør betydeligt mindre ondt når jeg står op, men det må jeg jo selvfølgeligt ikke da jeg jo er sengeliggende.  Jeg kan ikke sove og er efterhånden godt udmattet efter at have haft dem i næsten 2 døgn. Jeg får pamoler og varmepuder i stor stil men intet hjælper. Da klokken bliver omkring 01.00 beslutter jordemoderen at undersøge mig indenvendigt. Det har de ikke ville gøre før da det kan sætte en masse i gang og det skulle jo helst undgås. Undersøgelsen viser dog at der ER sket noget. Hvad der lige er sket vil hun ikke sige for meget om. Så jeg tænker bare at det jo sagtens kan gå i stå igen. Ved 03.00 tiden kalder jeg igen og ytre mig om at det altså tager lidt til og at jeg gerne vil vide, hvad der sker. Jeg bliver igen undersøgt og får at vide at der altså er sket noget mere. Så nu går lige ud og ringer til lægen. Ea og jeg tænker bare nånå. Han kommer nok lige herned og kikker. Fem minutter efter er jordemoderen tilbage og sige lægen er klar til at lave kejsersnit på dig nu, så gør dig lige klar! Endnu et WHAT?!?!? NU?! Vi skal da ikke være mødre nu. Men det skulle vi så. Jordemoderen når ikke engang at gøre mig klar før portøren er der for at hente mig. Når lige at tænke at jeg lige kan nå at forberede mig lidt på alt det her, på vej ned til operationsstuen som jo ligger laaangt væk. Jeg blev hurtigt klogere og ca. 40 sekunder efter var vi på OP-stuen hvor der stod, gud ved ikke, hvor mange mennesker og ventede.

Noget som står meget klart i min erindring er at narkoselægen skal ligge et veflon på mig. Dette kan hun så ikke finde ud af og da hun efter gentagende forsøg får det lagt virker det ikke. Hun er derfor nødt til at ligge et nyt. At samme kvinde skulle lægge rygmarvsbedøvelsen på mig var IKKE særlig betryggende. Heldigvis fik hun lagt den i første forsøg. Nåede dog lige at panikke da jeg stadig kunne bevæge mine fødder da fødselslægerne sagde de gik i gang. Heldigvis normalt!
Må indrømme at alt inde på operationsstuen er ret sløret. Husker at tiden føles meget lang og da Vigga kom ud kom hun med et lille skrig. Det var d. 10.12.11 kl. 04.45. Det hele var så surrealistisk. Hun kom over på et bord, som jeg kunne se fra operationensbriksen. Jeg fik vidst spurgt om hun var okay og det var hun!!! Jeg hørte lægen sige de mest fantastiske ord: ”Vi bærer hende bare ned i armene – hun er så fin”. Åh! Kæmpe lettelse. Hun kom lige hurtigt hen forbi mig og fik et lille kys og væk var Ea, Vigga og en masse personale. Så lå jeg der i en halv times tid og skulle syes færdig. Jeg var på dette tidspunkt ret træt og lidt i en anden verden, så tiden gik overraskende hurtigt.

Da jeg var færdig blev jeg kørt på opvågningen og en jordemoder kom løbende ned og opdaterede mig om Viggas velbefindende, ja hun kom endda ned for at fortælle mig, hvad hendes CPR. Nummer var blevet. Meget, meget sød jordemoder. Men et styks fantastisk lille pige på 46 cm og 2107 gr.
Efter et ophold på henholdsvis opvågningen og derefter barselsafsnittet fik jeg ENDELIG lov til at komme ned og se Vigga på neonatal. Jeg blev kørt derned i min seng og da vi kom ind på stuen sad Ea og Vigga hud til hud. Fantastisk syn. Vigga havde c-pap med atmosfærisk luft og lå i tryk 6 – hun havde brug for hjælp til at holde lungerne åbne i næsten 2 uger. Derudover havde hun sonde, da sutterefleksen endnu ikke er udviklet i uge 32. Så havde hun selvfølgelig også en masse overvågning på. Jeg fik hende hurtigt over og ligge hud til hud på mig – Den dejligste følelse i verden at have den lille baby liggende inde i min trøje og så var hun min. Alle de bekymringer, forventinger, hormoner og ventetid var bare SÅ meget det hele værd!

Vi kom hjem på THO (tidlig hjemme ophold), med en lille bebs på omkring 2500 gram, d. 30. december, hvor Vigga var 35+0.

Få minutter gammel og pakket godt ind

Nogle timer gammel og putter dejligt i sin kuvøse