torsdag den 10. januar 2013

Vores vej til forældreskab - 2. del

2. del

Man opfører sig fuldstændig skørt i de 14 dage, hvor man venter på at kunne få taget blodprøve. Man overanalysere alle kroppens signaler, fremkalder måske endda selv signaler og er bare ikke til at være sammen med. Nu vælger jeg, at jeg man i stedet for jeg - og det gør jeg fordi at jeg bestemt ikke er den eneste som har opført sig sådan.
Jeg har lidt ondt af Ea som skulle høre på mig konstant. De første par dage kan man holde tiden ud. Men det bliver værre og værre. 

3 dage før blodprøven måtte jeg bukke under. Jeg fandt denne passage, som jeg har skrevet inde på minmave:
"Jeg havde lovet mig selv ikke at teste. Men fandt lige pludselig mig selv i en paniktilstand, hvor jeg ikke kunne lade være. Så tog sådan én gravid/ikke gravid test og der stod så IKKE GRAVID. Det føltes næsten som om det stod med neonlys og det flasher stadig for mine øjne. Dumme test."
Det var et kæmpe nederlag og det blev kun værre. Jeg troede og håbede inderligt på, at dette forsøg nok skulle lykkes. Så selvom den viste negativ, så tog jeg selvfølgelig ikke en test for gode vare. 

D. 20/12-10 to dage før blodprøve begyndte jeg at bløde en lille smule. Alligevel mistede jeg ikke helt håber og testede igen den 21/12. Denne gang med en strip og den viste selvfølgelig positiv. Svagt positiv men positiv. Så nu stod vi der. Min blødning var blevet kraftigere og med en positiv test i hånden. Det var utrolig frustrerende og man vidste ikke, hvad man skulle gøre af sig selv. Fortrød inderligt at jeg nogensinde havde testet. Heldigvis var der kun en dag til afklaring.

D. 22/12-10 tog vi mod Hvidovre for at få taget en blodprøve. Man får den lavet tidligt om morgenen og så får man svar kl. 13 ved at ringe til fertilitetsklinikken. Vi var meget nervøse og havde det ikke særlig godt. Det er meget svært ikke, at vide om man er købt eller solgt. Vi ønskede os jo så inderligt at blive forældre. 
Blodprøven man får taget måler om man har HCG i blodet og i så fald, hvor meget. HCG er et hormon som kroppen begynder at at producere når et æg har sat sig fast i livmoderen. I mit tilfælde var HCG tallet på 15 og det skal helst ligge på over 100. I hvert fald på dette tidspunkt i graviditeten. Det så ud til, at jeg denne gang havde det som man kalder en biokemisk abort. Det vil sige, at ægget nok lige hurtigt har nået at sætte sig fast, men derefter er gået til grunde. En meget tidlig abort. Nøj, hvor var vi kede af det. Det var den 22. december og alt var bare noget møg. 
Derudover startede en lang periode med mange ture ud til Hvidovre. Mit HCG tal ville nemlig ikke falde og steg på et tidspunkt. Det var noget af en rutschebanetur. Heldigvis makkede det, til sidst, ret og blev igen nul. Men det var en meget hård jul.

Hele denne oplevelse påvirkede os meget psykisk. Man er meget ked af det og føler sig ikke forstået af nogen andre. Vi kom ind i en slags kriseperiode og vi følte os ikke rigtig set eller hørt af nogen. Vi valgte derfor, at vi ikke længere ville snakke om behandlingen med andre. Det var nu kun for Ea og jeg og noget, som vi havde sammen. Jeg var rigtig, rigtig påvirket og jeg kunne slet ikke holde ud at være sammen med andre end Ea. Jeg blev igennem disse måneder meget indelukket. Det var en hård tid for os. 

Vi skulle holde pause en måned, men i februar kunne vi igen gå i gang med et forsøg. Denne gang havde vi jo æg på frys og derfor kunne jeg slippe af alle de frygtelige hormoner og ikke mindst ægudtagning.

D. 18/2-11 ringede en laborant fra klinikken med gode nyheder. De havde taget to æg op og begge havde overlevet og delt sig videre. Yes! Endnu engang fik turen til Hvidovre og jeg fik lagt to, perfekte, 8-cellet, æg op. To æg øger chancen, dog ikke betydeligt, men nok til at Ea og jeg var meget optimistiske. Denne gang skulle det lykkes! Under ægoplægningen nævner jeg for lægen at jeg ofte pletbløder. Det er noget at jeg har nævnt helt fra starten. For egen læge, for gynækolog og flere af lægerne på fertilitetsklinikken. Dette er første gang at en af dem reagerer på det. Lægen siger, at jeg måske kunne have en polyp og, hvis dette forsøg ikke lykkes vil hun lige undersøge det. Ea og jeg bliver lidt mærkelige, men slår det hurtigt ud af hovedet.

Dagene gik endnu engang langsomt og allerede 8 dage efter ægoplægning bukker jeg under og tester. På dette tidspunkt vil man i en evt. graviditet være ca. 3+1. Så det er altså meget tidligt. Men alligevel var der en meget svag streg. Vi var glade men turde ikke helt tro på det. Havde jo testet alt for tidligt. 
Dagen efter testede jeg igen og stregen var der endnu. Den klarede endda den berygtede "strækt-arm-test" som de fleste tidligere barnløse nok er bekendt med ;-)
I løbet af dagene får jeg testet og testet og mine tests ender med at være ret tydelige. Vi er meget spændte da dagen for blodprøve oprinder. Jeg har ikke fået menstruation og har positv test, hvilket jo må betyde graviditet. Vi tør dog ikke heeelt tro på det. 

Vi ringer spændt til klinikken klokken 13 og får en meget nedslående besked. Mit HCG ligger på 38 - dvs. endnu en biokemisk abort. Vi gik i sort. Hvordan kunne de ske igen?! Vi blev bekymret. Kunne æggene ikke sætte sig fast i livmoderen eller var vi bare uheldige?!

 
Forsættelse følger...




2 kommentarer:

  1. Sikke en gyser!!
    Jeg kan nikke genkendende til SÅ meget. Der er -desværre - venner, der ellers var tætte vi ikke ser mere efter vores forløb. Vi kunne ikke rumme hinanden. Virkelig sørgeligt og noget der piner mig. Men det siger noget om hvor langt ud man kommer...
    Kh. Sofie

    SvarSlet
  2. Tak for at du deler jeres historie. Kan forstå at det må have været hårdt...kender selv til flere aborter, og graviditeter der bare ikke gik helt planmæssigt og et handicappet barn (dejligste dreng med hans udfordringer) og senere en normalfungerende lillebror. Dette nu ved at være mange år siden....og taler nu børn med min nye kæreste, hvilket både er dejligt og skræmmende. Selv om at jeg ikke selv skal være gravid mere, så er jeg noget spændt på et nyt forløb.

    SvarSlet