I morgen starter en ny dokumentarserie på kanal 4, som hedder babyklinikken. Det er en dokumentarserie, som sætter fokus på ufrivillig barnløshed og fokus på dette emne er virkelig en mangelvare.
Som nogen herinde ved, så er Vigga IVF-barn (reagensglasbarn) så vi har selv oplevet den frustration og sorg man gennemgår i et behandlingsforløb. Vi har også selv oplevet, hvor lidt information der findes om fertilitetsbehandling og, hvor svært det er at finde støtte og forståelse.
Jeg vil derfor, her på min blog, gerne hjælpe med at sætte fokus på dette meget vigtige emne.
Babydutten lavede en serie af beretninger om for tidlig fødte, hvor jeg selv deltog. Her på bloggen vil jeg lave en serie af beretninger om par som har gennemgået fertilitetsbehandling og virkelig ved, hvad det vil sige at blive forældre til deres kærlighedsbarn.
Her kommer den første beretning. Den er skrevet af Louise, som i august 2012 blev mor til sit kærlighedsbarn:
Et mirakel
bliver skabt
Endelig
efter fire års kamp blev vi på årets varmeste dag i august 2012 forældre til en
lille velskabt pige. Hun var helt perfekt – vores lille mirakel.
Da vi fire
år tidlige blev enige om, at nu var vi klar til at udvide familien; klar til at
dele vores kærlighed til hinanden med et barn, ja der havde vi ikke i vores
vildeste fantasi forestillet os, at kampen for at nå dertil ville blive så lang
og sej, som den gjorde. Ikke at vi havde troet, det ville lykkedes i første forsøg,
men vi var begge unge (hhv. 20 og 21 år på daværende tidspunkt) og i vores
bedste alder i et fertilitets øjemed, så tanken om at det skulle blive så
vanskeligt at opfylde vores ønske, det havde alligevel ikke strejfet vores
tanker.
Forventningsfulde
og fyldt med kærlighed til hinanden smed jeg sidste p-pille i september 2008
efter at have brugt tre måneder på MFR-vaccinen. En intens elskov begyndte, men
blev hurtigt erstattet af frustrationer. Min cyklus var nemlig fuldstændig hen
i vejret og utilregnelig på mellem 12-20 dage. Jeg blev derfor hurtigt klar
over, at der måtte være noget galt; at jeg måtte blive tjekket. Så i takt med
tiden, menstruation efter menstruation og frustrationen over, at det ikke bare
just var så lige til, blev jeg i foråret 2009 henvist til gynækolog.
Hun var
egentlig sød, gynækologen, og forsikrede mig om, at for de fleste ville det
være nok bare at tage et par piller til at hjælpe cyklussen på rette spor. Så
med optimismen i top startede jeg i maj på Pergotime hormonpiller. Efter 3
cyklusser tegnede der sig dog hurtigt et billede af, at de absolut ingen effekt
havde. Og det skulle da også vise sig, at problemet var langt større.
Vi var nu
nået til juli 2009, og der var gået et år siden vi beslutte at udvide familien,
og i takt med at tiden gik, blev vores sexliv mere og mere trivielt og mere en
pligt end af lyst, og samtidig var det dybt frustrerende, at der bare ikke
skete noget.
Derfor var
det med fornyet energi og optimisme vi i august flyttede teltpælene tilbage til
Jylland og startede med Puregon injektioner hos en ny gynækolog. Og endelig
noget der virkede! Jeg lavede en flot follikel hver gang, og havde en normal
cyklus. Samtidig fandt vi ud af, at jeg ingen naturlig ægløsning havde. Så
meget for den gynækolog i København, der ingen gang havde undersøgt sådan en
væsentlig detalje!
Jeg husker
det som var det i går, da jeg skulle tage første stik. Jeg havde stor
nåleforbi; lå altid ned under blodprøver, var tidligere besvimet ved at få
fjernet en splint med en nål og mens min søster var blevet bedøvet i et sår, så
jeg var mildest talt rædselsslagen. Men hvad gør man ikke i kampen for
ønskebarnet? Så mig ned på apoteket, hente pakken med Puregon, indsætte den i
den hos gynækologen udleverede sprøjte og så ellers finde en tilpas delle i
maven, som den kunne stikkes i. Men det var nemmere sagt end gjort. Jeg sad i
30 stive minutter og bevægede nålen frem og tilbage. Det var virkelig
grænseoverskridende. Men lige meget hjalp det, det skulle gøres – og til sidst
lykkedes det da også. Og her flere år og utallige stik sene kan jeg jo kun
grine af, hvor meget overvindelse, der skulle til dengang.
Vi tog tre cyklusser med Puregon,
ægløsningssprøjte og hjemmerul. Men gang på gang med negativt udfald. Øv, nu
troede vi ellers lige, vi havde fundet opskriften. Vores gynækolog foreslog
derfor vi gik skridtet videre med insemination. Vi endte med at tage 3 IUI, men
allerede ved mandens første sædprøve stod det klart, at der var alt for få
svømmere. Hans sædkvalitet var alt for lav. Så tro da fanden, at det ikke var
lykkedes os endnu at blive gravide; ingen naturlig ægløsning og meget nedsat
sædkvalitet. Virkelig dårlige odds. Derfor blev vi allerede efter 2. IUI
henvist til reagensglasbehandling på Skive Fertilitetsklinik. Vi tog dog lige den
3. IUI med inden julen, men da jeg nytårsaften fik min menstruation atter
engang var jeg ikke overrasket, egentlig heller ikke ked af det. Jeg var
efterhånden indstillet på, at vejen for os til at få ønskebarnet ville være
kunstig befrugtning, og jeg kan huske, jeg den nytårsaften ønskede og virkelig
troede, at 2010 ville blive vores år. Det blev det desværre ikke…
En kold
januardag 2010 trodsede vi snestormen og drog mod Skive til forundersøgelse.
Landskabet lå smukt forude næsten som symbol på det, vi var på vej til. Derfor
skulle der da også mere end et par centimeter (eller 40!) til at udsætte vores
tur. Der var nu gået halvandet år, og længslen og ønsket voksede sig kun større
for hver dag der gik. Vi blev heldigvis godkendt til at fortsætte med det
samme, og efter Klar-Parat-Skolen var klaret i starten af februar, fik vi
beskeden om, at vi skulle igennem en lang split IVF/ICSI behandling. Da jeg var
i starten af min cyklus, fik vi derfor lov til at melde os til med det samme.
Den 18. Februar 2010 tager jeg det første skud suprefact, der skulle
nedregulere mine egne hormoner, for efter mens at supplere med Puregon, som jeg
jo havde erfaring med fra tidligere. Det kørte bare derudaf, scanningerne viste
mange flotte follikler og vi var virkelig optimistiske og havde en god følelse
omkring det hele. Midt i marts får jeg taget 12 flotte æg ud kun med akupunktur
som smertelindrende. Det var en god oplevelse, og jeg mærkede stort set intet.
Så ventede vi to dage i pinsel på, at vi skulle få at vide, hvordan vores æg
havde klaret det. Hele 8 var brugbare, så det var over al forventning – og
sikke en lettelse. Jeg fik et flot 4-cellet æg sat op og de restende 7 blev
frosset ned til senere. Nu skulle vi ”bare” vente 16 dage på resultatet. Pga
påskelukket skulle jeg selv tage en graviditetstest. Da jeg var 3+6 begyndte
jeg dog at bløde. Det var hjemme på mine svigerforældres toilet, og jeg var
grædefærdig. Det var så uretfærdigt, at noget så godt, ikke ville blive til
mere. Alt var jo lige efter bogen, hvorfor ville det ikke lykkedes? Det var
derfor en meget stor overraskelse, da jeg nogle dage senere på testdagen stod
med en positiv graviditetstest. WHAT?!?! Jeg var målløs og forvirret. Jeg havde
jo blødt som en almindelig menstruation, hvordan kunne jeg så være gravid?
Derfor troede jeg aldrig rigtig helt på det, og flere graviditetsteste de næste
uger skulle da også vise, at graviditeten hurtigt var gået bort. I 6.uge blev
graviditetstestene helt blanke, og jeg begyndte at bløde igen. Klinikken
betegnede det som en biokemisk graviditet og så ingen grund til yderligere
scanning. Det var hårdt, men vi var alligevel optimistiske, for nu vidste vi
jo, at det godt kunne lade sig gøre. Nu var det bare et spørgsmål om tid,
tænkte vi. Og tid skulle der til…
Da jeg havde
æg i fryseren var næste skridt stimuleret fryseforsøg. Desværre var vi igennem
to aflyste i maj og september måned. Min krop var bare ikke modtagelig overfor
estradiol-hormonet, og jeg nåede at få mens før min slimhinde var
tilnærmelsesvis tyk nok til at et befrugtet æg kunne sætte sig fast. Derfor
startede jeg juli 2010 op til akupunktur, da jeg havde hørt, at dette kunne
have en gavnlig effekt på kroppen. Jeg fik at vide, at jeg havde megen ubalance
i kroppen, og det derfor kunne tage tid, men at der var en masse at arbejde med.
Vi så dog en bedring i 3. fryseforsøg i oktober måned. Min slimhinden var
stadig ikke fantastisk, men den endte op på at være 8 mm på dagen for
ægoplægning. Da de ringede om morgenen for at fortælle, hvordan mine æg havde
klaret sig, måtte de fortælle, at de første to, de havde taget op, var gået til
grunde under optøningen, men at de havde et 7- og 8-cellet æg fra næste strå,
der lå og ventede på mig. Yes, nu var der endelig håb for en graviditet inden
for nærmeste fremtid. Om 12 lange dage ville vi vide besked. Dagen oprandt, og
vi var faktisk overbevidste om, at jeg var gravid. Jeg blødte jo ikke og havde
brystspændinger. Men ak, lidt i 12 ringede sygeplejersken og fortalte, at
hcg-niveauet kun var 8, så endnu en biokemisk graviditet til os. Jeg brød
grædende sammen. Skulle det da aldrig lykkedes?
Det skulle
det, men først et års tid senere.
Januar 2011
var vi igennem 2. lange ICSI. Samme procedure som første gang. Fin slimhinde, 7
flotte æg fik vi taget ud. 4 blev befrugtet, og på 2. dagen fik jeg sat to
perfekte 4-cellet æg retur. Men to dage før blodprøven, på toilettet hos min
søster til min svogers fødselsdag kommer min menstruation, så at blodprøven var
negativ kom ikke som en overraskelse. Men nu var det altså ikke sjovt mere. Vi
havde nu været igennem 4 ægoplægninger, og havde kun et frisk forsøg tilbage –
og vi stod stadig ved udgangspunktet: vi ønskede os allermest et barn, men var
ikke gravide!
Lægerne i
Skive satte derfor alle sejl ind på, at optimere betingelserne for en
graviditet i vores 3. ICSI. Det var stadig lang behandling, men i stedet for
ægoplægning på 2. dagen ville de dyrke æggene en dag ekstra og samtidig lave
AHA (asissted hatching) på æggene. Derudover satte jeg ekstra tryk på
akupunkturen, som jeg stadig gik til hver 14. dag og som i mellemtiden havde
stabiliseret min cyklus helt. Jeg fik taget 8 æg ud, 7 var modne og 4 delte sig
til, så jeg på 3. dagen fik to topkvalitets 8-cellede æg retur. Da jeg var 3+4,
var jeg til akupunktur, hvor han fortæller mig, at min puls og krop i øvrigt
fortæller ham, at jeg burde være gravid. Jeg pletblødte dog lidt, men langt fra
som mens, og håbede at det bare var en implantationsblødning. Jeg kan tydeligt
huske, da jeg modtog opkaldet fra klinikken om svar på blodprøven. Jeg stod i
soveværelset og så ud af vinduet. Jeg troede næsten ikke mine egne øre, da
sygeplejersken sagde: ”Tillykke, du er gravid. Hcg er på 125”. Jeg skynder mig
at runde samtalen af, og springer manden i møde og fortæller, at det lykkedes.
Jeg er gravid. Akupunktøren havde ret.
Desværre var
lykken endnu engang kort. Min blødning tog til. Jeg ringede derfor til
klinikken dagen efter, og de gik med til, at jeg fik taget en kontrol blodprøve
næste dag selvom det var søndag. Jeg modtager det nedslående opkald hjemme hos
min far. Hcg er ikke fordoblet; det er kun på 170. Men det kunne være en
langsom starter, og klinikken ville ikke afvise, at graviditeten stadig kunne
have et positivt udfald. Min blødning var da også stoppet. 9 dage gik jeg i
uvisheden om, hvorvidt vi var købte eller solgte. Det var fuldstændig
ulideligt. Jeg håbede, håbede inderligt på et mirakel, men inderst inde vidste
jeg godt, at udfaldet ikke ville være positivt. Da jeg modtog opkaldet med
beskeden om, at mit hcg-niveau var faldet til 29, var jeg alene hjemme, og jeg
tudbrølede. Tårerne fossede ud af mig, og jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg
ringede til manden på hans arbejde, og jeg kunne slet ikke få det fortalt, jeg
bare græd og græd, og synes at det hele bare var dybt uretfærdigt! Hvorfor
ville det bare ikke lykkedes. Hvorfor ville min krop ikke holde på
graviditeten? Alt var jo perfekt – æggene, slimhinden, befrugtningen, min krop
var i balance, vi elskede hinanden. Hvad mere skulle der til?
Lægerne i
Skive foreslog at næste forsøg skulle være endnu et fryseforsøg, men denne gang
ustimuleret, da min cyklus jo var blevet stabil efter utallige
akupunkturbehandlinger. Jeg fik lov til at starte op lige direkte efter forrige
forsøg, hvilket ellers ikke var kutyme i det offentlige. Men da min kontrolblodprøve
var i 0 på min 8. cyklusdag, gik lægen med til at scanne mig dagen efter for at
se, om det kunne lade sig gøre at bruge denne cyklus, da jeg ellers skulle
holde pause til efter sommerferien. Det så helt perfekt ud, og 12 dage senere
fik jeg lagt et 7- og 10-cellet æg retur. Men allerede inden blodprøven fik jeg
min menstruation. Så hellere ikke det var opskriften, der skulle give os
ønskebarnet.
Vi stod nu
med en beslutning om, hvad næste skridt skulle være. Vi var blevet tilbudt et
4. ICSI og kunne starte op efter sommerferielukningen. Jeg følte dog, at min
krop var skyld i, at det gang på gang mislykkedes selvom alle forhold
umiddelbart så perfekte ud. Men sagen var den, at mit bmi var for lavt; jeg var
simpelthen undervægtig, og jeg mistænkte det for at være skyld i, at jeg
mistede graviditeterne forholdsvis hurtigt. Samtidig manglede jeg et år af min
uddannelse, stod og skulle i et halvt år i praktik. Så alt i alt, var det mest
fornuftige at vente lidt. Samtidig trængte vores forhold til, at vi fokuserede
på at være kæreste. Vi havde brug for at tænke på noget andet; bare at nyde
hinanden – og planlægge vores bryllup. For selvom kampen i behandlingsverden
var en hård prøve for vores parforhold, knyttede vi endnu stærkere bånd til
hinanden, og mit i sorgen over, at endnu et forsøg var mislykket friede min
mand til mig. Så vi tog os en velfortjent pause fra behandlingen, nød sommeren,
hinanden og livet og glædede os i stedet over det forestående bryllup.
Jeg blev
samtidig tilknyttet en sygeplejerske på klinikken, der hjælp mig med vægten.
Jeg gik til jævnlige kontroller, hvor jeg fik hjælp/råd til at øge vægten. Fra
august til november 2011 lykkedes det mig da også at tage 4 kg på. Nok til at
jeg nu ikke længere var overvægtigt, og forhåbentlig nok til holde på en
graviditet. Samtidig blev jeg kontaktet af en af de nye læger på klinikken. Hun
ville tilbyde mig at være med i et forsøg, hvor de ville lave en endometri
biopsi (skrab af livmoderslimhinden) på cyklusdag 7 og 21 i cyklussen inden
forsøget. Det skulle hjælpe ægget med bedre at sætte sig fast. Desuden ville de
forsøge sig med kort behandling denne gang. Dels fordi min cyklus var blevet
stabil, dels fordi de simpelthen ville prøve noget andet. Nu havde vi haft 3
lange behandlinger, og var alligevel ikke kommet længere end til tidlig uge 6.
Vi satte virkelig ALT ind på dette forsøg, og gik det i møde med fornyet energi
efter den lange pause, men samtidig lå frygten for endnu et mislykket forsøg
også faretruende tæt på overfladen. For det var vores sidste forsøg – hvis ikke
det lykkedes denne gang, havde vi ingen anden mulighed end at købe os til flere
forsøg i privaten, og som to studerende var det ikke ligefrem fordi pengene
hang på træerne. Så det skulle bare lykkedes!
Lørdag 10.
december 2011 får jeg taget 4 æg ud. Det laveste antal nogensinde, så jeg var
ærligt talt led og ked af det. Det var jo ikke ret mange i forhold til
tidligere forsøg. Selvom vi havde okay befrugtningsrate, var jeg meget bekymret
for, om der overhovedet ville blive æg til oplægning. Dagen efter ringede de og
fortalte, at kun to æg var blevet befrugtet og der ville blive ægoplægningen på
2. dagen i stedet for 3. dagen. Jeg følte endnu engang, at dette forsøg bare
ikke artede sig. Mandag 12. december kører jeg alene til Skive – for første
gang i hele den lange periode i behandlingsverden – da manden skulle til
eksamen. Indtil den dag havde vi været sammen om alt: VI var i behandling, ikke
kun jeg. Jeg får lagt et 3-cellet og 4-cellet æg retur, der er lavet AHA på, og
får efterfølgende akupunktur på klinikken. Jeg skal nu vente 16 dage før jeg må
teste derhjemme, da klinikken har julelukket. Desuden skal jeg tage ekstra
ægløsningssprøjte – endnu et led i at hjælpe graviditeten på vej -, som kunne
vise falsk positiv hvis jeg testede før tid. Samtidig tog jeg estradiolpiller,
dobbelt crinone samt prednisolon. Den 22. December 3+5 er jeg til akupunktur.
Han siger, at min puls er super god, og han er sikker på, at jeg er gravid. Jeg
selv tør ikke håbe for meget, men forsøger virkelig at være positiv. De andre
gange er jeg begyndt at bløde omkring dette tidspunkt, men der har stadig intet
blød været at se, så troen er der stadig. Juleaften ville jeg være 4+0 og
normalt have testdag. Jeg holder jul hos svigerfamilien for første gang, og
håber inderligt at min menstruation bliver væk, og der i maven gemmer sig den
bedste julegave nogensinde. Jeg tester dog ikke før tid, da jeg er bange for en
falsk positiv test, og allermest er jeg bange for at blive skuffet over en
negativ test. Og det skulle bare ikke ødelægge julen. Desuden går denne
ventetid indtil testdagen lettende hurtigt, da det netop er jul, og vi havde et
tætpakket program, der afledte tankerne på den forstående test.
Endelig
oprandt dagen før dagen. Jeg havde stadig ikke set skyggen af min menstruation,
men vi havde jo tidligere blevet snydt alligevel. Men jeg havde alligevel en
fornemmelse af, at der var noget, der var anderledes denne gang.
Vi gik i
seng ved midnatstid. Klokken 5 er jeg oppe for at tisse. Klokken 8 vågner jeg
igen, fordi jeg skal tisse, men denne gang tager jeg den udleverede
graviditetstest med mig. Jeg beder manden blive inde i sengen. Jeg havde brug
for at ”tisse i koppen” selv og være lidt alene med testen – og nederlaget,
hvis det nu skulle vise sig, at det endnu engang ikke lykkedes. Men jeg får
fyld bægeret, puttet strimmeltesten ned i koppen, og jeg nåede ingen gang at
ligge testen fra mig før nr. 2 streg dukker frem: JEG ER GRAVID! Jeg kalder på
manden og siger, at han skal komme og se min test. Vi kigger glade på hinanden
af lykke; tænk vi skal endelig være forældre.
Mandag 16.
januar 2012 ligger jeg meget nervøst og ser på scanningsskærmen på klinikken i
Skive. Bange for at graviditeten er gået til grunde – også selvom jeg ikke har
blødt. I 2,5 uge har vi gået rundt i en lykkerus, men har alligevel ikke kunnet
glæde os helt. Men frem på skærmen dukker det fineste hjerteblink. Lettelsen
strømmer igennem mig; det er virkeligt nu. Vi skal være forældre. 3,5 års kamp
ser endelig sin afslutning. En hård, opslidende, til tider uoverskuelig og
grænseoverskridende kamp er slut, men vi er sammen kommet igennem den og ud på
den anden side som to forandrede mennesker, men på den gode måde med en større
livserfaring og med et endnu stærkere bånd og kærlighed til hinanden.
Over 4 år,
adskillige hjemmerul, 3 IUI, 3 lange ICSI og 4 fryseforsøg skulle der til før
det endelig i 4. ICSI lykkedes os at blive gravide. Vi er Skive Fertilitetsklinik
dybt taknemmelig. Kærligheden sejrede alligevel til
sidst, og i dag sidder vi med vores lille familie, og kan sige, at det var hele
kampen værd.
Silke Elia, 3 måneder gammel Foto taget af: Tina Liv |
Åååh sikke en historie. Hvor er Silke Elia dog smuk.
SvarSletKan til dels nikke genkendende til sådan en historie. Vi skal have vores 4. iui-d i januar efter en abort i uge 14 for 5 uger siden. :(
Det rører mig ufattelig meget når folk vil dele så stor en historie.
Hvor glæder jeg mig til at det kan blive vores tur til at blive mor og far og give vores engel en lillebrøster <3
Glæder mig til at læse flere vidunderlige historie fra en kæmpe kamp som tærer ufattelig meget på ens krop.
Tak for fortællingen Louise, på trods af at jeg kender den i forvejen..
SvarSletJeg sidder selv her og venter på at veerne snart kommer, med vores mirakkelbarn i maven.
Og hold da op for en kamp at komme hertil.. Det med at gå igennem ild og vand, passer vist godt på familierne i IVF/ICSI behandlingsverden.
<3
Meget rørende historie. Fantastisk at det lykkedes i sidste ende..
SvarSletMeget flot fortælling jeg kan sagtens huske dig. Dejligt for dig at det langt om længe lykkes for jer. Jeg kæmper stadig for at få ønske babyen skal igang med mit 4 icsi forsøg her til foråret.
SvarSletHvor er hun smuk <3
SvarSlettak for fortællingen. Sidder med tårer. Din historie giver håb.
jeg skal starte behandling i januar.
Tak for god aften læssning :) . tager hatten af for Silkes forældre!
SvarSletDet er fantastisk, at i får noget ud af at læse historien :-) Jeg synes også selv, at det er en fantastisk fortælling og Louise har fortalt den så smukt.
SvarSletJeg vil dog lige påpege, at det IKKE er min fortælling men en anden Louise. Jeg ved godt, at det er lidt forvirrende. Men jeg er sikker på, at Louise (den anden ;-)) også læser jeres kommentarer :-)
Sikke en historie! Hvor er det fantastisk at der kommer fokus på fertilitetsbehandling og alle de frustratrioner, tanker, nederlag og ikke mindst sejre det giver. Sidder helt med tårer i øjnene. Dejlig dejlig historie, selvom den også er hård. Men er sikker på at de stolte forældre synes at Ella var ventetiden værd, for hun er da bare helt perfekt.
SvarSletTak for jeres kommentarer. Synes det er et vigtigt emne at sætte fokus, hvorfor jeg ingen skrubler havde med at fortælle min historie. Det var hårdt ds vi stod i det, men historie som denne var i sin tid med til at jeg ikke omgav håbet, og håber at min historie kan være med til at andre derude fortsætter kampen. For når man står på den anden side, er det det hele værd.
SvarSletHilsen Louise, mor til Silke Elia
Helt utrolig og rørende historie. Jeg synes det er flot at I i al den tid ikke opgav, men blev ved selvom tiderne var hårde, og I samtidig opretholdte et sundt og godt forhold til hinanden :-) Et kæmpe skulder klap herfra! og hvor er Silke bare sød :-)
SvarSletMin kæreste og jeg står selv i den situation at vi i vores forhold er klar til og har et ønske om børn, vi er ligeledes 20 og 21 år og i øjeblikket ufrivilligt barnløse grundet vores seksualitet, og ønsker at starte et graviditets forløb i efteråret. Hele forløbet om graviditet har vi gennemgået så mange gange i vores hoveder, men ved at læse din og Louise og Eas historier, så giver det mere optimisme og kampånd, samt mod på starte :-)
Mange Knus Sandra og Christina